Aftale om F-35 kampfly kan smitte af på Terma
I morgen, torsdag, offentliggør regeringen, at kampflyet F-35 skal erstatte Danmarks F-16 fly, og det kan få stor betydning for østjyske Terma
I efteråret 2015 indgik Terma en aftale med BAE Systems om levering af dele til haleror til F-35 kampflyene (Joint Strike Fighter) i de kommende 23 år, og den har en værdi af 1,6 milliarder kroner.
Noget af aftalen var afhængig af, om Danmark vælger at købe F-35 flyet, når regeringen skal beslutte hvilket fly, der skal erstatte F-16 flyene, og den beslutning er lige på trapperne, erfarer TV2.
Terma vil ansætte 150 efter ny aftale
I morgen, torsdag indstiller regeringen ifølge TV2, at kampflyet F-35 skal være det kampfly, der skal erstatte F-16 flyene, og det kan altså smitte af på Terma med hovedsæde i Lystrup.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og forsvarsminister Peter Christensen (V) vil ifølge en pressemeddelelse fra regeringen oplyse om regeringens anbefaling på et pressemøde torsdag klokken 10.00.
Dermed når en 20-årig proces sit foreløbige højdepunkt, siden Danmark i 1997 blev et af de ni partnerlande, der gik sammen om at udvikle "morgendagens kampfly".
TV 2 | ØSTJYLLAND har forsøgt at få en kommentar fra Terma omkring betydningen af den indstilling, der med al sandsynlighed offentliggøres i morgen, torsdag, men det har ikke været muligt.
20 år med "morgendagens kampfly"
2005: Forsvarets Materieltjeneste inviterer fire flyproducenter, Lockheed Martin, Eurofighter, Dassault og Gripen, til konkurrencen. Franske Dassault vælger ikke at svare.
Efteråret 2007: Projekt Nyt Kampfly under Forsvarskommandoen oprettes. Det særlige projektkontor skal udarbejde en analyse, der skal danne beslutningsgrundlag for politikernes valg af nyt kampfly.
December 2007: Eurofighter trækker sig fra den danske konkurrence.
Maj 2008: Boeing indtræder i konkurrencen med sit Super Hornet-fly.
2009: Daværende forsvarsminister Søren Gade (V) udskyder i to omgange beslutningen om typevalget til starten af 2010.
2010: Ny forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V) lægger beslutningen på is med henvisning til, at F-16 har flere gode år i sig.
Marts 2013: Kampflykonkurrencen genopstartes med deadline i sommeren 2015, og Eurofighter får lov at genindtræde i konkurrencen.
Juli 2014: Saab trækker det svenske Gripen fra konkurrencen.
Foråret 2015: Projekt Nyt Kampflys rapport med beslutningsgrundlaget for typevalget er reelt færdig, men låses inde mens skiftende ministre i Forsvarsministeriet fortsætter med at udskyde den politiske del af processen.
August 2015: Den nytiltrådte forsvarsminister, Carl Holst (V), udskyder typevalget til efteråret 2015.
December 2015: Forsvarsminister Peter Christensen (V) udskyder typevalget til foråret 2016.
Maj 2016: Regeringen peger på F-35 som sit bud på Danmarks nye kampfly.
2020: De første fly forventes leveret.
2024 De sidste F-16 forventes udfaset.