Afleverede ur og telefon til røver
Røveri på åben gade i Aarhus
En 20-årig mand blev i aftes udsat for et røveri, mens han sad på en trappe og talte med nogle veninder i det vestlige Aarhus.
Ifølge Østjyllands Politi befandt den 20-årige sig på Bentesvej i Gellerupparken, da han blev opsøgt af en ung mand på mellem 25 og 30 år.
Manden truede den 20-årige til at aflevere sit armbåndsur og sin mobiltelefon. Derudover krævede han, at den 20-årige i løbet af de næste to timer skaffede 4.000 kr, som han skulle aflevere.
Den 20-årige valgte dog ikke at skaffe pengene. I stedet kontaktede han politiet.
Den ukendte gerningsmand har et afrikansk udseende og er mellem 180 og 185 cm høj. Han er spinkel af bygning og har kort mørkt hår. Under røveriet var han iført en hvid T-shirt og hvide bukser.
Manden talte engelsk.