Adrian brutalt overfaldet: Lørdag afleverede han røveren til politiet
Adrian blev fredag aften udsat for et voldsomt overfald, da han mødte op på en adresse for at sælge sin iPhone. Lørdag fandt han selv gerningsmanden.
Den 24-årige studerende fra Slovakiet er efterladt i en form for choktilstand, efter han fredag aften blev slået i ansigtet og fik sprøjtet peberspray i øjnene af to ukendte gerningsmænd.
Forinden havde Adrian skrevet med en bruger på Facebooks platform Marketplace om en iPhone 12, som han havde haft til salg i flere dage.
Køberen havde tilbudt at betale ekstra, hvis Adrian ville møde op med telefonen på en adresse på Rundhøj Allé i Aarhus-forstaden Holme.
- Jeg havde aldrig gjort det, hvis han havde foreslået, at jeg skulle møde op i Brabrand eller Rosenhøj, siger Adrian, der har boet i Danmark i to år.
Han ønsker ikke sit navn frem af hensyn til sin sikkerhed. Derfor kalder vi ham bare ved hans fornavn. TV2 ØSTJYLLAND kender hans fulde identitet.
Handel endte i vold
Adrian mødte manden som aftalt ved adressen, hvor de sammen kiggede på iPhonen. Først udenfor, men de rykkede ind i en opgang, da det regnede. Pludselig gik det stærkt.
- Han slår mig i hovedet lige ved øjet, og så dukker der en mand mere op, som jeg ikke havde set, siger Adrian, der studerer på VIA.
Han forsøgte at løbe fra stedet, men de to mænd stoppede ham ved at hive i hans hættetrøje.
- Så sprøjter de peberspray i ansigtet på mig og løber væk med telefonen, siger Adrian.
Lørdag sidder han tilbage med et forslået ansigt og røde øjne.
- Jeg er chokeret og ked af det. Sådan noget bør ikke ske, siger den slovakiske studerende.
Fulgte efter røver
Men Adrian er ikke typen, der lægger sig i fosterstilling og har ondt af sig selv. Lørdag eftermiddag opdagede han, at hans gamle iPhone igen var aktiv.
Han sporede telefonen, og sammen med en ven fulgte han signalet til Humac-butikken i indkøbscentret Bruuns Galleri i Aarhus.
Hans ven gik ind i butikken, hvor han kunne konstatere, at den ene af de mænd, der overfaldt Adrian fredag aften, stod med telefonen i butikken.
Adrian og hans ven fulgte efter røveren og tilkaldte politiet, som kort efter kunne anholde ham.
- Det er stadig en trist sag, men jeg er glad for, det endte, som det gjorde. Men politiet mangler at anholde den anden mand, siger Adrian.
Østjyllands Politi bekræfter søndag hændelsesforløbet overfor TV2 ØSTJYLLAND.
- Vi får en henvendelse fra forurettede i sagen lørdag, og vi rykker ud med en patrulje og foretager en anholdelse af den formodede gerningsmand og sigter ham i sagen, siger vagtchef Peter Hallstrøm.