Åbyhøjdrenge rejste hjem med stor pokal
Åbyhøj IF's efterårstur til Spanien var en stor succes
Fodbolddrengene fra Åbyhøj IF har slæbt en stor pokal med hjem fra deres tur til feriebyen Santa Susanna i det nordøstlige Spanien.
Her deltog de i ungdomsturneringen Trofeo Malgratense, hvor i alt ni forskellige nationer deltog.
- Det gik super godt. Vi havde to hold med. Hold to vandt alle sine fem kampe, og finalen vandt de to nul i finalen over et tysk hold. Hold et var så uheldige, at de tabte både semifinalen og kampen om tredje- og fjerdepladsen i straffesparkskonkurrencen. Samtidig var vi så heldige at en af vores spillere blev topscorer i turneringen, siger træner Flemming Madsen.
I alt var 30 spillere af sted fra Åbyhøj IF's U15-afdeling.
Fodbolddrenge på efterårstur til Spanien
Rejsen er blevet mulig med hjælp fra forældre og frivillige, som gennem de seneste to år har arrangeret forskellige events som for eksempel løb for at indsamle penge.
Derudover har klubben været så heldig at være en af i alt tre klubber i Aarhus, der har modtaget et rejselegat på 10.000 kroner fra Aarhus Kommune.
Udover det sportslige har klubben fået rystet spillerne godt sammen rent socialt.
- Det giver jo, at man efter en lang sæson fik ladet batterierne lidt op, og så var det jo en tur på tværs af kultur og styrkeforskelle på holdene. Vi har blandet holdene, så spillerne ikke nødvendigvis gik sammen med dem, de går sammen med til hverdag. Det var en socialt betinget kultur, som endte ud med et rigtig godt resultat, siger Flemming Madsen.