Aarhusianske rektorer står sammen i opråb til regeringen: - Eleverne skal tilbage i skole

Rektorer fra de aarhusianske ungdomsskoler er gået sammen om at lave et brev til regeringen. De vil have eleverne tilbage i skole hurtigst muligt.

Eleverne på de aarhusianske ungdomsskoler har tidligere udtalt, at de vil tilbage i skole hurtigst muligt. Nu bakkes de op af rektorerne på skolerne. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Er det ok, at eleverne på byens ungdomsuddannelser kan gå på værtshus, i biografen og i fitnesscenter, mens de ikke må komme i skole?

Er det i orden, at elever, som stort set ikke har været i skole siden marts, nu skal sidde hjemme i mindst to uger mere?

Er det fair, at ungdomsuddannelserne endnu engang skal bære en væsentlig del af ansvaret for, at smittetrykket sænkes i Aarhusområdet?

Læs også Rektor i Aarhus: - Vi er ved at smide tre årgange på gulvet

Det mener rektorer, direktører og bestyrelsesformænd på de aarhusianske ungdomsuddannelser ikke.

De har derfor i dag, torsdag, sendt regeringen en indtrængende opfordring til at genoverveje anbefalingen af en fortsat nedlukning af byens ungdomsuddannelser.

- Vi har skrevet til regeringen, fordi vi mener, at det er uholdbart, at eleverne ikke kommer i skole. Eleverne har næsten ikke været i skole siden marts, og det er rigtig lang tid i et ungt menneskes liv, siger Dorte Fristrup, der er rektor på Aarhus Statsgymnasium, til TV2 ØSTJYLLAND.

01:36

VIDEO: Lone Sandholdt Jacobsen, der er rektor på Viby Gymnasium og Martin Ingemann, der er rektor på Egaa Gymnasium forstår elevernes frustration. Hør, hvad de siger om elevernes aktion her i indslaget.

Luk video

"Virtuel undervisning er ved at blive normalen"

Sent onsdag aften kom det frem, at Styrelsen for Patientsikkerhed anbefaler, at de COVID-19-restirktioner, der blev indført den 10. august, og stod til at ophøre den 24. august forlænges til den 4. september.

Det betyder også, at det fortsat anbefales at alle elever på ungdomsuddannelserne bliver hjemme og får virtuel undervisning.

Læs også Elever i opråb: - Hvorfor må man feste til kl. 02, når vi ikke må komme i skole?

- Virtuel undervisning er rigtig godt, og lærerne er gode til det, men det skal blot være et supplement, og nu er det lige pludselig ved at blive den nye normal, og det er ikke helt i orden. Vi kommer til at miste nogle elever på det. Det er så synd for dem, siger Dorte Fristrup til TV2 ØSTJYLLAND.

Peter Hove går i 3.g på Egaa Gymnasium. Han har længe frygtet, at perioden med hjemmeskole vil blive forlænget, og nu er hans frygt blevet en realitet.  Foto: Mikkel Berg Pedersen/Freelance/Ritzau Scanpix

Vil i dialog med regeringen

I mandags søsatte eleverne på ungdomsuddannelserne i Aarhus Kommune en aktion, hvor de hang banner op rundt omkring i Aarhus med budskabet om, at de vil tilbage i skole. De frygtede nemlig, at perioden vil blive forlænget, og deres frygt er nu blevet til virkelighed.

- Vi synes, det er svært at forstå, at man må shoppe løs og også snart feste til klokken 02 om natten, mens vi gymnasieelever fortsat skal have undervisning derhjemme, sagde Peter Hove, der går i 3.g på Egaa Gymnasium, er formand for elevrådet og initiativtager til mandagens aktionen, til TV2 ØSTJYLLAND i søndags, og fortsatte:

- Det har været enormt svært at starte med virtuel undervisning efter ferien. Man er stadig i sommerferiestemning, og det er heller ikke optimalt at påbegynde nye fag med nye undervisere virtuelt, sagde han.

04:07

VIDEO: Elever på gymnasier i Aarhus kræver at komme i skole. De er hjemsendt og modtager fjern-undervisning som følge af stigende corona-smittetal i kommune. Det går udover både det sociale og det faglige, mener de. Indslaget er fra søndag den 16. august.

Luk video

Anbefalingen om, at eleverne skal blive hjemme yderligere 14 dage har nu også fået rektorerne med flere til at gå ind i sagen, og deres formål er også at få eleverne tilbage på skolebænken.

- Vi vil gerne i dialog med regeringen om, hvilke restriktioner der skal til, for at vi kan få lov til at åbne op igen. Vi har før bevist, at vi kan overholde reglerne, og det vil vi gøre alt, hvad vi kan for at gøre igen.  Vi ved godt, vi har et ansvar, og det ansvar vil vi gerne tage på os, siger Dorte Fristrup til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også COVID-19-restriktioner i Aarhus forlænges

Bekymrede forældre

Dorte Fristrup fortæller også, at skolerne på det seneste har fået en del henvisninger fra forældre, der er bekymret for deres unge.

- Det begynder altså at gå galt, og vi begynder at få meldinger fra forældre, der er bekymret for deres unge mennesker. De skal jo videre i deres liv, og hvis de skal det på en ordentlig måde, skal de gennemføre den ungdomsuddannelse, de er gået i gang med, siger Dorte Fristrup til TV2 ØSTJYLLAND, og fortsætter:

- Skrækscenariet er, at vi ikke får lov til at rulle elever ind snarest. Vi ved jo ikke, hvornår det her stopper, og vi frygter, at det varer hele efteråret, siger hun.

Læs også To Aarhus-skoler vil nødundervise børn efter coronasmitte