Aarhusianske piger vinder danseturnering
Flere end 500 dansere var lørdag til finalen i Danmarks største turnering i showdance.
Der var høj musik, flotte kostumer og en meget begejstret vært, da finalen i Danmarks største turnering i showdance lørdag blev afholdt i Aarhus.
- Det er top top top. Jeg elsker den her turnering. Elsker den. Det er magisk, sagde en storsmilende Brian Eriksen fra danseskolen Let's Dance, der er en af arrangørerne af danseturneringen Kaufmann Cup.
500 dansere fra hele landet kæmpede i Musikhuset om førstepladserne og store pengepræmier.
Stor nervøsitet
Blandt dem var pigegruppen Star Angels, der til dagligt danser på netop danseskolen Let´s Dance. Her var nervøsiteten inden konkurrencen stor.
- Jeg er meget nervøs. Jeg er bange for at vi kommer på andenpladsen, men jeg håber, vi kommer på førstepladsen, sagde Isabella Eriksen, der er danser på holdet Star Angels fra danseskolen Let's Dance.
Læs også
Hendes holdkammerat Alma Hauschild Diederich havde det på samme måde, men følte sig overbevist om, at det nok skulle gå.
Flot præstation
Iført ens ternede skjorter, smækbukser og klude om håret gav Star Angels den fuld gas på scenen og deres anstrengelser kom også til at bære frugt.
Læs også
- Jeg synes selv, det gik meget godt. Jeg troede, vi ville lave nogle fejl, men det skete ikke, sagde Isabella Eriksen, efter gruppens optræden til turneringen.
Star Angels fik en førsteplads i deres række til Kaufmann Cup 2019.