Aarhusianske kultur-penge er på plads
Politikere klar med gaveregn til dele af det aarhusianske kulturliv
Der er stadig et stykke tid til jul. Alligevel har der i dag været gaveregn til visse dele af det aarhusianske kulturliv.
Forligspartierne bag Aarhus Kommunes budgetforlig blev onsdag aften enige om, hvordan fordelingen af 9,4 mio. kroner skal se ud fremover.
Blandt andet har en række kulturinstitutioner, der siden 2008 har haft midlertidige bevillinger, fået permanente bevillinger.
Læs også
En af dem er ILT-Festivalen - Festival for Internationalt Levende Teater.
- Det er helt vildt dejligt. For os betyder det rigtig meget, siger Sigrid Aakvik, projektleder og producer på ILT-Festivalen.
- Vi kan begynde at planlægge længere frem i tid. Det har vi ikke kunnet før. Derudover har vi brugt rigtig meget krudt på at ansøge om bevillingerne, siger Sigrid Aakvik.
Hun mener også, at de permanente bevillinger bliver noget, som brugerne af festivalen kommer til at mærke.
- Lige nu sidder jeg og arbejder på programmet for 2017. Men det, der ikke kan lade sig gøre der, kan måske lade sig gøre i 2018. Hvis man skal lokke nogle af de gode navne til, skal man ud i god tid, siger Sigrid Aavik.
Læs også
Andre initiativer er målrettet børn, unge og udsatte. For eksempel er der afsat 600.000 kroner årligt til mere musik til børn og unge i udsatte boligområder. Derudover bliver fritidspasset styrket.
Og så får Aarhus Symfoniorkester en mio. kroner årligt til at nå ud til flere og nye målgrupper.
Forligspartierne bag kulturbudgettet er: Socialdemokraterne, SF, Enhedslisten og Radikale Venstre.