Aarhus vil vækste ud af spareplan
Udviklingspulje skal bryde traditionel spare-logik
Aarhus Kommune vil ikke bare spare, men afsætter penge til en udviklingspulje der skal sikre fremgang de kommende år.
Valgkampen bevægede sig for en stund en smule ind på rådhuset i Aarhus, da magistraten (dvs. byens rådmænd, red.) mandag indgik et smallere forlig end normalt om næste års budget.
Baggrunden er den stramme økonomi, som rammer alle kommuner og ikke blot landets næststørste. Venstre og konservative modsatte sig et bredt forlig.
I Aarhus skal der alene i 2012 spares 227 millioner kroner på driften. Det svarer til tre procent i den socialdemokratisk ledede kommune. Det er kravet om nulvækst på de kommunale aktiviteter, der strammer økonomien, og derfor der er nu planlagt en meget hurtig gennemgang af de forslag til besparelser, som er uundgåelige, fremgår det af en pressemeddelelse fra magistraten.
Heri hedder det også, at magistraten lægger op til at bryde den traditionelle besparelseslogik. Langsigtede prognoser for kommunens økonomi viser et behov for en omfattende gentænkning af opgaveløsningen.
For at sikre omstilling, innovation og fornyelse vil kommunen etablere en udviklingspulje på en halv procent af lønsummen fra 2013. Konservative og Venstre tog forbehold over for budgetforslaget, der skal behandles allerede den 14. september.
- Vi har valgt at reagere offensivt ved hurtigt at bringe balance i budgettet og gennemføre en sparerunde - og på længere sigt ved at satse på nytænkning og innovation for at modernisere og udvikle den kommunale service, siger byens nye borgmester Jacob Bundsgaard (S).