Aarhus Universitet skal spare 280 millioner kroner
Aarhus Universitet skal spare 280 millioner kroner over de næste fire år, melder universitetets egen avis
Fyringer kommer til at være uundgåelige, når Aarhus Universitet i løbet af de næste fire år skal spare 280 millioner kroner.
Det er Universitetets egen avis Omnibus, der melder om besparelsesplanerne, der er blevet godkendt af bestyrelsen.
Det skal først nu konkretiseres, hvordan besparelserne skal ramme.
- Som følge af finansloven har vi frem til 2019 en udfordring, som vi har estimeret til samlet set 280 millioner kroner i manglende indtægter, så vi har skullet finde tilsvarende besparelser, siger Universitetsdirektør Arnold Boon til Omnibus.
SE OGSÅ: Leder fjernet fra ulveprojekt i Aarhus
Overordnet ventes det at administration, ledelsens strategiske midler og bygningsdrift er de steder, hvor de fleste af pengene skal findes.
- Man skal huske, at det er en løbende tilpasning. Det er ikke sådan, at der kommer drastiske nedskæringer, som man har set tidligere på AU og på andre universiteter. Men vi skal løbende forholde os til, hvordan vi skal prioritere, og hvordan vi skal effektivisere administrationen og uddannelserne, siger Arnold Boon til Omnibus.
Fyringer er uundgåelige i forbindelse med nedskæringerne, men Arnold Boon forventer ikke en decideret fyringsrunde.
SE OGSÅ: Elever til ny eksamen på grund af fejl
- Der er ingen tvivl om, at vi bliver færre. Men igen, det er løbende tilpasninger, og vores personaleomsætning er betydeligt større end det, der alt i alt skal spares. Derfor kan tilpasningen langt hen ad vejen ske ved naturlig afgang, siger Arnold Boon.