Aarhus-teatre i Lennon-satsning
Aarhus Teater og Aveny-T har sikret sig rettighederne til at lave en teater-koncert med sange af John Lennon
Legendariske John Lennons sange bliver baggrund for en teaterkoncert, der skal opsættes i samarbejde mellem Aarhus Teater og Aveny-T.
Det er første gang, at det afdøde, tidligere The Beatles-medlems sange bliver til en teaterkoncert.
- Det har taget 4 år at nå hertil, nu har vi rettighederne og det forpligtiger. Vi har en stolt tradition for at lave teaterkoncerter her på Aveny-T som bl.a. verdens første teaterkoncert Teaterkoncert Gasolin' og Dagen før - Kim Larsen Teaterkoncert. Samarbejdet med Aarhus Teater startede faktisk ved genåbningen af Aveny-T med Teaterkoncert med sange af Leonard Cohen. Det er derfor en utrolig stor glæde at vi kan fortsætte vores gode samarbejde teatrene imellem ved at dykke ned i John Lennons uforlignelige klassikere og vi glæder os meget til at skabe en fantastisk teater- og publikumsoplevelse, siger Jon Stephensen, der er teaterdirektør i Aveny-T, i en pressemeddelelse.
Blandt de medvirkende er Dicte, Jimmy Jørgensen og guitaristen Boi Holm.
Forestillingen skal spille på Aarhus Teater fra den 28. august til den 3. oktober og bagefter på Aveny-T fra den 9. oktober til den 12. december.
Den 9. oktober er i øvrigt den dag, hvor John Lennon kunne have fejret sin 75-års fødselsdag.
Teaterkoncerten vil indeholde klassikere som Working Class Hero, Power to the People, Jealous Guy og Imagine, samt flere andre numre.