Aarhus Teater præsenterer overskud
I sæsonen 2014/2015 har 108.000 gæster besøgt Aarhus Teater
Aarhus Teater præsenterer et positivt årsregnskab for sæsonen 2014/2015.
Regnskabet har sorte tal på bundlinjen med 246.000 kroner i overskud, og teatrets egenkapital udgør nu 10,3 millioner kroner.
I denne sæson har teatret haft 108.000 besøgende til aktiviteterne på på teatret. Af dem var 88.000 betalende gæster til sæsonens forestillinger. Det er omkring 5.000 færre end sidste sæson.
Billetter til teaterkoncert revet væk
Ifølge teatret er det i særligt forestillingerne Teaterkoncert Gasolin, My Fair Lady og Karlas Kabale, der har trukket det største publikum, men også forestillinger på de mindre scener som Hedda Gabler, Brun Mands Byrde og Konstellationer har bidraget godt til billetsalget.
Succes trods manglende ombygning
Teatrets direktion mener, at sæsonen lever op til både de kunstneriske og økonomiske forventninger.
- Vi skal som landsdelsscene lave et meget alsidigt repertoire, og det ser ud til at have vakt publikums interesse, siger teaterdirektør Trine Holm Thomsen.
- Da vi i sidste sæson lancerede vores nye satsning på ny dansk dramatik, var vi spændte på, om der var publikum til de ofte lidt mere smalle forestillinger. Det har nu vist sig, at det er der, og jeg vil i de kommende sæsoner fortsætte med at producere ny dansk dramatik - også til de større scener, fortsætter hun.
Fejrer 115 år med teater i Aarhus
Også Aarhus Teaters direktør Henning Kærsgaard er tilfreds, når man tager i betragtning, at teatret havde planlagt en ombygning af Store Scene, som imidlertid er blevet udskudt.
- Derfor kunne vi kun producere tre mod normalt fire forestillinger på vores største scene, hvor det billetsalgsmæssige slag skal slås. Når man tager det i betragtning, er det flot, at vi har haft knap 88.000 betalende gæster til vores forestillinger og 107.000 besøgende i hele sæsonen, siger han.
- Jeg hæfter mig også ved, at knap hver fjerde af vores publikum nu er under 25 år og vi arbejder fortsat målrettet på, at endnu flere unge skal besøge os.
Du kan se hele teatrets årsregnskab her.