Aarhus Teater får historisk stort millionbeløb

Salling Fondene donerer historisk beløb til Aarhus Teater

Fra teaterstykket 'My fair Lady' med Anette Heick på rollelisten. Foto: Axel Schütt - Scanpix

Fra teaterstykket 'Kirsebærhaven'. Foto: Axel Schütt - Scanpix

1 af 3

Smilene er store hos de ansatte på Aarhus Teater denne fredag.

Fredag morgen har teatret nemlig offentliggjort, at det har modtaget en historisk stor donation på 50 millioner kroner fra Salling Fondene. Og det er ifølge teatret den største donation, der nogensinde er givet til den østjyske landsdelsscene.

Læs også En Sprogøe skal spille Wilde

 Pengene skal bruges på at sikre, at Aarhus Teater vil fremstå som et teknisk moderne teater.

- Aarhus Teater er et totalt fredet hus fra år 1900, og det er i det hele taget meget kostbart at røre ved bygningen. Når vi så samtidigt laver en så omfattende modernisering af de tekniske forhold på Store Scene, hvor hele det 21 meter høje scenetårn strippes fra gulv til loft for igen at blive bygget op med moderne udstyr, og den gamle drejescene udskiftes med en tidsvarende, så koster det ekstraordinært mange penge, siger Henning Kærsgaard, der er direktør i Aarhus Teater, i en pressemeddelelse.

Han fortsætter:

Karin Salling og Henning Kærsgaard. Foto: David Bering

- Udsigten til flere offentligt støttekroner til kultur ser ikke ud til at være til stede, og det er ganske enkelt ikke muligt at gennemføre et så stort projekt med driftsmidler. Derfor er det afgørende at finde nye finansieringsmodeller, og her spiller fondene generelt en meget vigtig rolle – og Salling Fondene i særdeleshed for det østjyske kulturliv.

 Den store istandsættelse går i gang til maj 2018, og den forventes færdigt til oktober samme år. Moderniseringsarbejdet betyder, at det i sæson 2018/19 kun vil være muligt at producere tre forestillinger på Store Scene i modsætning til de normale fire, oplyser teatret. 

Læs også Johnny Cash inspireret teaterkoncert i Aarhus

- Jeg er glad for, at Salling Fondene - takket være min mands livsværk– kan give tilbage til samfundet i form af årlige donationer til kultur, kirke, sport og velgørenhed. Jeg er storforbruger af kulturlivet, og Aarhus Teater er en stor og værdifuld kulturinstitution i Østjylland, som jeg nyder at komme i. Derfor er det mig en stor fornøjelse, at vi med denne donation, som er den største i 2016, kan være med til at sikre, at Aarhus også fremover har et smukt, professionelt og velfungerende teater af højeste kvalitet, siger Karin Salling, næstformand i Salling Fondene og enke efter Dansk Supermarkeds stifter Herman Salling.

Det er tredje gang, at Salling Fondene donerer penge til teatret. i 2011 var det 12,7 millioner kroner til en renovering af Scala-scenen og publikumsområderne på Scala, og i 2013 fik Aarhus Teater 23,1 millioner kroner til restaurering af publikumsområderne på og omkring Store Scene samt en modernisering af skuespillernes rammer bag scenen.