Aarhus-skytte stolt over OL-udtagelse
Torben Grimmel er netop igen blevet udtaget til næste års OL i Rio, og skal med til legene for femte gang
Yderligere tre atleter er nu udtaget til OL i Rio, og blandt de udtagne er den aarhusianske skytte Torben Grimmel, der efterhånden er ved at være en rutineret ræv i OL-sammenhænge. Han kan se frem til det femte af slagsen.
- Det gør dog ikke glæden og begejstringen mindre. Jeg er ikke lige den meget emotionelle type, men endnu en udtagelse gør da en mega stolt. OL er for os den største begivenhed, man kan komme til, så det er super at være udtaget, siger Torben Grimmel til tv2oj.dk.
Han fik meldingen for et par dage siden, inden det så i dag er blevet officielt, at Aarhus-skytten sammen med de to øvrige skytter Jesper Hansen og Stine Nielsen skal med til Rio. De største forventninger er der umiddelbart til Jesper Hansen, der i denne sæson blev nummer fire ved og fik bronze ved EM.
- Jesper kender sig selv og sine behov langt bedre i dag, end han gjorde for fire år siden til seneste OL, og han har et kæmpe potentiale. Men generelt med skytterne har vi nogle gode kort på hånden. Torben kommer med masser af erfaring, Stine er kommet flot tilbage efter sin sygdom, og jeg glæder mig virkelig til at følge deres forberedelser," lyder det fra DIFs OL chef de mission, Morten Rodtwitt.
Gerne medalje med hjem
Selvom forhåbninger er størst til Jesper Hansen, så er det lokale islæt overhovedet ikke uden ambitioner for legene.
- Jeg vil da gerne have en medalje med hjem, og jeg ved, at niveauet er der til det. Det handler bare om den rette forberedelse og så at præstere på dagen, forklarer Torben Grimmel.
I forhold til netop forberedelsen er forudsætninger bedre end for fire år siden, hvor han først blev udtaget to måneder før OL.
- Det var benhårdt, så i år er mere optimal. Hvis det rette skyttekoncept bliver skruet sammen med de midler, der skal til, så kunne alt sagtens gå op i en højere enhed, siger Torben Grimmel.
Disse atleter er nu udtaget til OL:
Mark O. Madsen, brydning
Jeanette Ottesen, svømning
Rikke Møller Pedersen, svømning
Lotte Friis, svømning
Mie Ø. Nielsen, svømning
Viktor Bromer, svømning
Jesper Hansen, skydning
Stine Nielsen, skydning
Torben Grimmel, skydning
Torben Grimmel
Disciplin: Riffel 50 meter 60 skud liggende
Verdensrangliste: 14
Tidligere OL-deltagelser: Atlanta 1996 (nr. 39), Sydney 2000 (sølv), Athen 2004 (nr. 9), London 2012 (nr. 24)
Bedste World Cup-resultat I 2015: Bronze i Changwon
Juniorverdensmester i 1995