Aarhus skal have endnu flere solceller
Det bøvlede bureaukrati er væk og vejen banet for endnu flere solceller på Aarhus' kommunale bygninger.
Der skal flere solceller på de kommunale tage i Aarhus Kommune.
Det har længe været ambitionen, men bøvlet bureaukrati har bremset det. En del af det er nu fjernet af regeringen, og derfor ventes Aarhus Byråd at godkende opsætning af langt flere allerede i den kommende uge.
En af de offentlige bygninger, som allerede lever op til solcelle-kravet, er Dokk1. Her producerer 2.500 solceller energi.
- Det er klart, vi går efter de store flader, hvor der er størst mulig value for money, forklarer Jesper Kjeldsen (S), der er medlem af teknisk udvalg.
Sammen med DF og Konservative har Socialdemokratiet på næste byrådsmøde foreslået at opsætte endnu flere solceller. Derfor skal det kortlægges, hvor der er potentiale til solcellerne.
Læs også
Noget af det bureaukrati, der er fjernet, er, at det ikke længere er nødvendigt med separate selskaber for hvert solcelleanlæg. Derfor kan Aarhus Kommune samle al aktivitet omkring solceller i ét samlet selskab.
Krigen fremskynder
Og også krigen i Ukraine spiller et puds. Den har nemlig gjort den grønne omstilling endnu vigtigere, mener Jesper Kjeldsen.
- Jeg tror, man skal huske, at sådan spillepladen i Europa har ændret sig og Putins fremdrift, er det blevet endnu mere vigtigt, at vi får styr på, hvordan den grønne energi leveres i fremtiden, og at vi gør det i byerne også, siger udvalgsmedlemmet.
Læs også
Hvilke og hvor mange kommunale bygninger, der kan komme til at lægge tag til solcellerne, skal kortlægges, når og hvis forslaget som forventet godkendes på næste byrådsmøde.
- Vi får ikke lavet den grønne omstilling på håb. Vi får lavet den ved at lave nogle planer og overholde de planer. Så jeg håber, vi kan være i gang inden for et par år, lyder det fra Jesper Kjeldsen.
Se hele indslaget her: