Aarhus sætter millioner af til ældreområdet: - Jeg kan slet ikke få armene ned igen

Et bredt flertal i Aarhus byråd er blevet enige om et budgetforlig, der blandt andet sikrer flere penge til ældreområdet.

90-årige Else Marie Larsen var med i TV2 dokumentar, Plejehjemmene Bag Facaden, der afslørede kritisable forhold på to østjyske plejehjem.

Det skulle gerne blive bedre at være gammel i Aarhus Kommune fremover, hvis man spørger politikerne i byrådet.

Et flertal har i nat indgået et budgetforlig, der sætter flere penge af til ældreområdet.

Tidligere på året afslørede skjulte optagelser fra TV2 kritisable forhold på blandet andet plejehjemmet Kongsgården i Aarhus. Og dokumentaren satte efterfølgende gang i en offentlig debat om forholdene for landets plejehjemsbeboere.

- Forligspartierne ser med stor alvor på de udfordringer der har vist sig hen over sommeren. Og der er et stort behov for at sikre, at pårørende inddrages som en værdifuld medspiller. Det er ikke kun et spørgsmål om flere midler – der er også brug for stærkere ledelse tæt på driften og for en ændret kultur, hvor borgernes behov og dialogen med borgerne og deres pårørende er det mest centrale, står der blandt andet i budgetaftalen.

Læs også Ny rapport om omstridt plejehjem: - Vi har slet, slet ikke gjort det godt nok

Et historisk løft

Aftalen glæder især rådmand for Sundhed og Omsorg, Jette Skive (DF), der er den ansvarlige for ældreområdet i Aarhus.

- Jeg kan slet ikke beskrive, hvor glade vi er over den her aftale. Det er et historisk stort løft, vi nu laver på ældreområdet, og det kan vi kun være stolte over, skriver hun i en pressemeddelelse.

- Vigtigst af alt er det dog, at de andre partier endelig har indset, budgetmodellen ikke er tilstrækkelig. Hullet i kassen er bare vokset, og de gamle har betalt regningen, men fra 2025 skal det være slut. Nu har vi givet håndslag på, at budgetmodellen bliver opdateret, og det er simpelthen historisk. Jeg kan slet ikke få armene ned igen, tilføjer rådmanden.

07:44

I programmet her fortæller rådmand Jette Skive (DF), hvordan det har været at være rådmand for ældreområdet i Aarhus under dækningen af TV2s dokumentar, Plejehjemmene Bag Facaden.

Luk video

 

Læs også Ny aftale i Aarhus: Børn skal senere i børnehave og får flere pædagoger tidligere

Alle skal betale ekstra

I aftalen er der afsat 252 millioner kroner over hele budgetperioden til ældreområdet, og pengene skal blandt andet bruges på at ansætte mere kvalificeret personale til mere omsorgstid.

- Et bredt politisk flertal er blevet enige om at give vores velfærd et markant boost (...) ikke mindst vores børn, ældre og udsatte - nu og i de kommende år, skriver borgmester Jacob Bundsgaard (S) i en pressemeddelelse.

I aftalen har politikerne også besluttet at sætte skatten fra de nuværende 24,40 til 24,51 procent i 2021 samt til 24,52 procent i 2022.

Læs også Vil opkræve mere i skat - men bare rolig

Den beslutning fik dog Venstre til at forlade forhandlingerne, og derfor er de som det eneste parti ikke med i aftalen, som kan læses her.

Ekstra penge til ældreområdet:

  • Der afsættes 16 mio. kr årligt til at ansætte kvalitetssygeplejersker og serviceassistenter på plejehjemmene.
  • Der afsættes 2 mio kr årligt til at styrke pårørendesamarbejdet på plejehjemmene.
  • Der afsættes 7 mio. kr årligt til mere ledelse og kompetenceudvikling for medarbejdere på plejehjemmene
  • Der afsættes 15 mio. kr årligt til omsorgstid i hjemmeplejen
  • Der afsættes 9,25 mio kr årligt for at modtagere af hjemmehjælp i større omfang får hjælp af en kendt hjemmehjælper
  • Der afsættes 10 mio kr. årligt til at opnå økonomisk balance og en god og stabil kernedrift
  • Der afsættes 20 mio. kr årligt til at løfte socialområdet 
  • Der afsættes 7 mio. kr årligt til socialpsykiatri og udsatte voksne