Aarhus sætter fokus på fattige
Du er fattig, hvis du tjener under 100.000 efter skat
Hver sjette dansker er nu omfattet af en officiel fattigdomsgrænse. Og tallet kan snart vokse til hver femte. Det skriver Kristeligt Dagblad.
I begyndelsen af februar indførte Aarhus Kommune en lokal fattigdomsgrænse og lagde sig dermed i hælene på Københavns Kommune, som har haft en grænse siden 2008.
Aalborg Kommune slutter sig muligvis til flokken, og dermed vil over en million danskere bor i et område, hvor der er defineret en fattigdomsgrænse.
Aarhus Kommune har en klar strategi for de lokale fattigdomsgrænser: at lægge maksimalt pres på regeringen for at få indført en landsdækkende grænse.
- Vi vil sende et signal om, at nogle er så fattige, at samfundet må gøre en ekstra indsats. Den grænse, vi har indført, er et konkret arbejdsredskab, som skal gøre os klogere på fattigdomsudviklingen, og regeringen bør lade sig inspirere, siger Thomas Medom, politisk ordfører for SF i Aarhus Byråd og initiativtager til fattigdomsgrænsen.
Grænse på 100.000 kr. efter skat
Aarhus Kommunes fattigdomsgrænse blev vedtaget af Socialdemokraterne, De Radikale og SF.
Fattigdomsgrænsen følger en grænse defineret af OECD, den internationale samhandelsorganisation.
Ifølge den er man fattig, hvis man tjener mindre end det halve af samfundets medianindkomst. Den aarhusianske grænse ligger dermed på 100.000 kroner efter skat om året.