Aarhus Kommune har 315 millioner til gode hos Skat
De østjyske kommuner har millioner af kroner til gode hos Skat
Problemerne i Skat kan ses direkte på kistebunden i kommunerne.
I Aarhus Kommune har man hele 315 millioner kroner til gode i Skat, og det møder stor kritik.
- Det er katastrofalt at den myndighed, vi har sat til at inddrive gæld, i den grad har svigtet, og det efterlader jo kommunerne i en meget vanskelig situation, siger formanden for Aarhus Kommunes økonomiudvalg Hans Halvorsen (S).
Men Aarhus Kommune er langt fra den eneste østjyske kommune, som har penge til gode. TV 2 | ØSTJYLLAND har lørdag været i kontakt med otte ud af ti af de østjyske kommuner.
I Skanderborg Kommune er tallet 11 millioner kroner, Favrskov 13,7 millioner, Norddjurs 18,2 millioner, Syddjurs 19 millioner, Silkeborg 26 millioner, Horsens 46,7 millioner, Randers 73 millioner og altså Aarhus med svimlende 315 millioner kroner.
Og det kan være penge, som man ikke bare sådan lige for at se igen.
- Jeg har svært ved at tro, at de penge alle sammen kommer ind, siger Hans Halvorsen.
Du kan se hele indslaget i videoen øverst i artiklen.