Aarhus kan få nyt kvarter i byen
Højhuspolitikken skal revideres i Aarhus, og det skaber mulighed for et helt nyt kvarter i byen
Området syd for Dokk1 kan åbne helt nye muligheder for, at Aarhus kan få et nyt dynamisk kvarter, da højhuspolitikken i Aarhus skal revideres.
- Med en ny højhuspolitik kan vi åbne for en urban skyline, der spiller sammen med tilgængelige og indbydende byrum. Forslaget tager hensyn til samspillet mellem nye og gamle bygninger, men stiller også krav til, at de nye bygninger skal bidrage til et godt byliv. Området har et kæmpe potentiale og kan binde havnen tættere sammen med midtbyen, siger Kristian Würtz (S), rådmand for Teknik og Miljø, i en pressemeddelelse.
Aarhus Kommunes højhuspolitik er i høring frem til 26. februar, og den nye højhuspolitik skal sikre en række krav til de huse, der kan opføres i byrummet.
- Sydhavnskvarteret skal være en levende bydel, og det er derfor afgørende vigtigt, at højhusene giver offentlig adgang til borgerne, som kan få glæde af udsigten, restauranter på øverste etage, tagterasser og lignende. Nærheden til den kommende letbane og Aarhus H. er også en stor gevinst, mener Kristian Würtz.
Vild plan: Højhus på 21 etager i Randers
Det område, der er tale om, strækker sig fra den sydøstlige del af cityområdet ved Dokk1 i nord til Slagtehusområdet i syd. Området indeholder blandt andet Rute-bilsstationen, Centralværkstedet, Mindet, Filmbyen, Kulbroen og Midt-kraftområdet.