Aarhus hædres som krydstogtby
Den internationale krydstogtbranche har fået øjnene op for Aarhus
Turistorganisationen VisitAarhus har gennem flere år kæmpet for at tiltrække krydstogtgæster til Aarhus.
Aarhus skal brandes som krydstogtby, er visionen, og nu får det stykke arbejde anerkendelse med på vejen.
Til den internationale messe for krydstogtbranchen, Cruise Shipping Miami, som bliver afholdt i disse dage, har Aarhus fået tildelt titlen 'Destination Experience Independent' af magasinet Cruise Insight i kategorien 'Commendations'.
Se også: En gigant er ankommet
Ifølge VisitAarhus' direktør, Peer H. Kristensen, som befinder sig i Miami, kan titlen sammenlignes med anerkendelsen Bib Gourmand inden for gastronomiens verden, som er niveauet under en Michelin-stjerne.
Tre aarhusianske restauranter fik for nyligt tildelt en Michelin-stjerner, og netop den præsentation kan nu vise sig at være nyttig, når det kommer til at få endnu flere sejlende turister lokket til byen:
- Mange krydstogtgæster, der ankommer til Aarhus, vil fremover dyrke det nye gourmet-miljø, som Michelin-restauranterne har at tilbyde. Også rederierne ser nu i endnu højere grad et potentiale i at lægge til i Aarhus Havn, fordi de ser et eksklusivt produkt, de kan tilbyde de allermest kvalitetsbevidste gæster, siger Peer H. Kristensen i en pressemeddelelse.
VisitAarhus forventer, at der vil ankomme omkring 60.000 krydstogtgæster til Aarhus i 2016.