Aarhus-firma vil lave revolution: El-motorcykel skal skabe ny kultur
Et lille Aarhus-firma har fået halvanden million kroner fra Innovationsfonden til deres projekt med at udvikle en el-motorcykel.
I et værksted i hjertet af Aarhus er et lille start-up firma i gang med deres bud på, hvordan livet også kan leves på to hjul: Let, lige til og nærmest lydløst.
Firmaet Offset Motorcycles knokler nemlig med at udvikle deres egen el-motorcykel.
Medstifter Michel Riis Eriksen er én af folkene bag firmaet og idéen, og han står for det tekniske:
- Jeg har dyrket motorsport på et semihøjt plan, da jeg var knægt og har skruet i motorcykler og BMX og al verdens ting og sager, siger Michel Riis Eriksen til TV2 ØSTJYLLAND.
Tog idéen med hjem fra Østen
Michel Riis Eriksen har taget idéen med hjem fra Japan, hvor han har arbejdet for Yamaha. I Østen er der nemlig betydeligt flere el-motorcykler end herhjemme.
Michel Riis Eriksen præsenterede idéen for Christian Dyhr. Han står i dag for branding og strategi i virksomheden.
Christian Dyhr har aldrig selv ejet en motorcykel eller haft kørekort til den, men han er blevet bidt af idéen om at skabe en helt ny kultur:
- Vi bygger ikke en motorcykel, lyder det slagfærdigt fra Christian Dyhr.
Skal være begyndelsen på en ny kultur
El-motorcyklen skal være mere end det. Den skal være begyndelsen på en bevægelse – en nytænkning af motorcykelkulturen, siger han:
- Interessen blev vakt, da vi begyndte at lave noget research på det elektriske motorcykelmarked. I forhold til hvad der findes derude, og hvad man kan.
- Tænk hvis man kan gøre det samme for motorcykelkulturen som Endomondo og Nike Running Club har gjort for løbere. Tænk hvis man kan bruge nogen af de nye byggemetoder som 3d print og genanvendelig plastik. Altså de har meget demokratiske måder, man kan bygge produkter på i dag. Hvad vil der ske, hvis man indførte det i en motorcykelkultur, spørger Christian Dyhr.
Investering er raketbrændstof
Firmaet er i gang med at bygge deres anden prototype, og Innovationsfonden har fået øjnene op for projektet – og har skudt knap halvanden million kroner efter firmaet:
- Det er uvurderligt. Det er vi virkelig glade for, og de tror på os. Det er nogen hardcorefolk, der har bedømt projektet. Nogen der virkelig ved, hvad de snakker om. Så det er vi vildt stolte over, siger Michel Riis Eriksen.
Ifølge Christian Dyhr har fonden også det rigtige blik for projektet:
- Det er virkelig raketbrændstof ned i vores lille biks. De forstod, hvordan vores projekt passer ind i et urbant miljø.
- Den skal være megasjov at køre rundt på ude i en skov, men den skal også kunne tages på arbejde, siger Christian Dyhr.