Aarhus får Michelin-stjerner

Tre restauranter modtog torsdag michelinstjerner - på Restaurant Substans var det noget af en overraskelse

Aarhus-restauranterne Gastromé og Substans har hver fået en michelinstjerne i den nye nordiske udgave af michelinguiden.

I dagene op til udgivelsen har disse restauranter stået lidt i skyggen af mastodonten Frederikshøj, der som ventet også har modtaget en michelinstjerne.

Indehaver og køkkenchef på Restaurant Substans René Mammen og hans hold sad og spiste æg og bacon, da nyheden om michelinstjernen kom.

- Det er helt vanvittigt - helt vanvittigt. Vi er i drømmeland lige nu. Det er noget, jeg har drømt om i ti år, og indtil denne guide kom har det jo være helt urealistisk. Jeg har selv følgelig også tænkt på, om vi nu havde niveauet, når man kigger til København, hvor de simpelthen er så dygtige, siger den stolte og ydmyge køkkenchef René Mammen til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Ifølge indehaveren af Substans får stjernen ikke betydning for, hvordan restauranten skal drives fremover.

Se: Substans: Det er kæmpestort

- Vi arbejder benhårdt hver eneste dag - og det vil vi blive ved med. Vi skal ikke ud og hyre fire nye tjenere eller investere 200.000 i nyt interiør. Vi bliver ved med at fokuserer på økologi og naturlige råvarer. Det er det vi er blevet belønnet for, så det bliver vi ved med, siger køkkenchef René Mammen.

Udmærkelsen er blevet offentliggjort i forbindelse med lanceringen af en ny nordisk udgave af den prestigefulde Michelin-guide. Guiden 'Guide Michelin Nordic Cities 2015' anbefaler de bedste restauranter i norden, og her er der endeligt blevet plads til provinsen, der har været overset i tidligere michelinguider.

Se: Stjernen er i hus

- Vi er rigtig glade for at kunne tilbyde læserne anbefalinger om restauranter og hoteller i to nye byer (Aarhus og Malmø, red.). Den nye bølge af det skandinaviske køkken har virkelig løftet niveauet i denne del af verden. Aarhus er en levende by med et varieret udbud af gastronomi., siger Rebecca Burr, der er redaktør for Michelin Guide Nordic Cities 2015, i en pressemeddelelse.

Desuden har restauranterne Hærværk og Pondus også hver fået michelinguidens særlige anbefaling BiBGourmand, som dog ligger under stjerneniveau.