Aarhus får Champions League-finalen - for døve
Aarhus skal være vært for Champions League-finalen i døvefodbold i 2016
Det er ikke helt Messi og Ronaldo, men det lugter lidt derhenad.
For Aarhus og Ceres Park skal i 2016 lægge græs til finalen i Deaf Champions League - som er døvefodboldens pendant til Champions League.
- Vi ønsker at skabe en sportslig ramme som er et Champions League værdigt. I samarbejde med Aarhus Kommune og AGF har vi muligheder for at løfte setup'et til et niveau, som ikke er set før i Deaf Champions Leagues historie, siger præsident for organisationskomiteen under DCL (Deaf Champions League) Michael Vestergaard i en pressemeddelelse.
I 2015 var den aarhusianske klub Globen Sport i finalen i Tyrkiet, som blev tabt efter straffesparkskonkurrence, og nu er håbet, at hjemmebanefordelen kan give sejren.
Turneringen kommer til at løbe i dagene fra den 9. til den 14. maj.
Det er niende gang, at der afholdes Champions League-fodbold for døve.
Deaf Champions League er ikke associerede med UEFA.