Aarhus er den nye port til Grønland: - Det er en historisk dag

Et nyt samarbejde med Grønlands største rederi betyder mere omsætning for aarhusianske virksomheder og kan skabe nye arbejdspladser i Østjyllands største by.

00:37

VIDEO: Fredag lagde grønlandske Royal Arctic Line til i Aarhus Havn for første gang nogensinde.

Fredag morgen anløb det første af en lang række grønlandske containerskibe til Aarhus Havn.

Det er en historisk dag, fordi det er første gang nogensinde, at Royal Arctic Line ligger til i Aarhus Havn.

Thomas Haber Borch, direktør for Aarhus Havn

Det sker som følge af et nyt samarbejde mellem Aarhus Havn og Royal Arctic Line, som leverer langt størstedelen af Grønlands forsyninger.

- Det er jo fantastisk. Det er en historisk dag, fordi det er første gang nogensinde, at Royal Arctic Line ligger til i Aarhus Havn, siger direktør for Aarhus Havn, Thomas Haber Borch, til TV2 ØSTJYLLAND.

Bedre infrastruktur i Aarhus

I 47 år har Royal Arctic Line ellers haft base i Aalborg Havn, men tilbage i 2017 besluttede det grønlandske rederi sig for, at de hellere ville til Aarhus.

- Aarhus Havn har de bedste forbindelser til resten af verden, og det vil også betyde, at mindre gods skal fragtes via lastbiler, og i sidste ende giver det et mindre CO2-udslip, siger Thomas Haber Borch.

Læs også Rederi vil gøre Aarhus Havn til ny port til Grønland

Tilbage i 2017 begrundede Royal Arctic Line blandt andet flytningen med, at infrastrukturen er bedre ved Aarhus, at der er bedre besejlingsforhold, højere produktivitet og kapacitet, og at der er bedre mulighed for samarbejde med nogle af de store container-virksomheder.

Samlet forventer rederiet at kunne øge sin omsætning med mere end 70 millioner kroner årligt som følge af flytningen.

Gavner Aarhus by

Det nye samarbejde kommer ikke kun det grønlandske rederi til gode. Både Aarhus Havn og Aarhus by vil få gavn af det i fremtiden.

- Det betyder direkte, at både Aarhus Havn og de virksomheder, der opererer på Aarhus Havn, vil få en øget omsætning. På sigt vil det forhåbentlig også betyde et øget antal arbejdspladser, siger direktøren for Aarhus Havn.

Thomas Haber Borch kalder fredag den 12. juni for en historisk dag for Aarhus Havn.

Først og fremmest handler det dog om at få en god start på det nye samarbejde.

- Her på Aarhus Havn vil vi gøre alt, hvad vi kan for at bevise vores værd, siger Thomas Haber Borch.

Trusler om millionerstatning

Tilbage i 2017 opstod der gnidninger mellem Aalborg Havn og Royal Arctic Line, som følge af udmeldingen om, at rederiet ville flytte til Aarhus.

Kontrakten med Aalborg Havn løb nemlig indtil udgangen af 2022, og Aalborg Kommune havde ifølge borgmester Thomas Kastrup-Larsen foretaget store investeringer på Grønlandshavnen.

Læs også Borgmester: Både Aarhus og Grønland vinder på flytning

Det havde de gjort i troen om, at Royal Arctic Line ville overholde aftalen om at benytte Aalborg Havn som basishavn.

Som følge heraf truede de med at stille et erstatningskrav på 200 millioner kroner.

Læs også Aalborg raser: Aarhus Havn skal være ny port til Grønland

- Erstatningskravet er Aalborg Havns juridiske og økonomiske rådgivere kommet frem til på baggrund af en markant forkortet nedskrivningsperiode på de store investeringer, sagde borgmesteren ifølge pressemeddelelsen tilbage i 2017.

Det viste sig dog at være tomme trusler, og erstatningskravet blev aldrig ført ud i livet.