Aarhus-dreng udtaget til tennislandshold
23-årige Andreas Bjerrehus er udtaget til det danske Davis Cup-hold, der skal møde Sverige
Andreas Bjerrehus på 23 år er blevet udtaget til det danske tennislandshold, der skal møde Sverige i en Davis Cup-kamp mod Sverige den 30. oktober - 1. november.
Til daglig spiller han college-tennis på Virginia Tech i USA, men hans tennisopvækst kommer fra Aarhus.
Her spillede Andreas Bjerrehus for Aarhus 1900, inden turen gik til USA.
De øvrige danske herrespillere er Frederik Løchte Nielsen, Thomas Kromann og Christian Sigsgaard.
- Sverige er favorit på papiret, men vi vil gøre alt for at skabe overraskelsen. Vi skal spille i en hal, der er kendt for store håndboldoplevelser, og vi har brug for en opbakning, som matcher det, Anja Andersens drømmehold fik. Vi håber på mange tilskuere og en fantastisk stemning, siger Davis Cup-kaptajn Kenneth Carlsen til tennis.dk.
Kampene skal spilles i Antvorskovhallen i Slagelse.