Aarhus-biografer tvunget til at lukke: - Vi kan godt holde åbent
Biografer i 38 kommuner skal holde lukket. Det gælder også biografer i Aarhus Kommune.
Tirsdag var biograferne i Aarhus fyldt til bristepunktet. Onsdag er de helt tomme. Men hvis det stod til Sara Trier Winther, der er biografchef hos Nordisk Film Biografer i Aarhus C og på Trøjborg, så var salene også fyldte onsdag.
- Jeg synes godt, vi fortsat kunne have holdt åbnet. Gæsterne har en adfærd, hvor de holder afstand, og man giver jo ikke lige et knus, bare fordi man skal i biografen - og de sidder med afstand til hinanden i salene, fortæller hun til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Biografernes nedlukning kommer efter, at Mette Frederiksen (S) mandag på et pressemøde kunne fortælle, at der fra onsdag og frem til den 3. januar igen træder en række skærpede corona-restriktioner i kraft i 38 kommuner landet over.
- Vi er selvfølgelig nødt til at forholde os til de restriktioner, der kommer. Men vi synes, vi er kommet godt fra start siden forrige nedlukning. Vi har fået en rutine, som gør, at medarbejderne føler sig trygge. Der er sprit, mundbind og de hjælpemidler, der skal være, fortæller biografchefen.
Åbne biografer bliver ramt af corona-udskudte premierer
Selv om biograferne i 60 kommuner fortsat må holde åbent, bliver de ramt indirekte af den lokale nedlukning i de resterende 38 kommuner.
Nedlukningerne har nemlig fået en række filmleverandører til at udskyde premieren på flere film.
Læs også
Det fortæller Michael Obel, der ejer fem biografer i landet, til Ritzau.
- En biograf lever af at have nye friske film på hylderne, som folk vil se. I takt med at de gamle film er blevet set, så mister vi publikum, når der ikke er nye film, de kan se, siger han.
Han peger først og fremmest på superheltefilmen "Wonder Woman 1984", der skulle have trukket publikum i biografen op til jul, men nu er blevet udsat til januar.
- Jeg vil ikke undre mig, hvis omsætningen i vores juleferie falder med 30-40 procent, når der ikke er nye film, siger Michael Obel.
Store økonomiske konsekvenser
Ifølge Sara Trier Winther kommer nedlukningen i Aarhus til at koste biograferne dyrt.
- Det får store, økonomiske konsekvenser. December er en tid med mange film og en tid, hvor mange gæster har store juletraditioner, fortæller hun.
Derfor håber hun også, at biograferne får mulighed for at få tildelt de samme hjælpepakker, som tilfældet var det tidligere på året, da biograferne også var en del af nedlukningen.