Aabech håber på afklaring inden 1. juni
AGF ønsker ikke at forlænge med Kim Aabech, men han oplever interesse fra flere klubber, og han håber på, at interessen bliver mere konkret omkring den 1. juni
Kim Aabech er en af fem AGF-spillere, der ikke skal være en del af klubben efter sommerferien, og derfor er han på jagt efter en ny arbejdsgiver.
Han er afklaret omkring sin situation, og han kunne godt se, hvor det bar hen af, da en eventuel ny kontrakt blev diskuteret omkring årsskiftet, men han har knoklet på for at gøre sig interessant for AGF eller en anden klub, og nu skal han altså spille med et andet klublogo på brystet.
Det bliver dog ikke svært at finde en ny arbejdsgiver for den teknisk dygtige spiller.
Aabech og Cavric forlader AGF til sommer
- Der er selvfølgelig altid lidt interesse for en spiller, der har spillet i Superligaen og har kontraktudløb, som jeg har, og der er interesse fra danske klubber. Som spiller vil man altid gerne have en afklaring så hurtigt som muligt, men jeg har en rigtig god dialog med min agent, og det bliver forhåbentlig mere konkret inden den 1. juni, når vi får sommerferie, siger Kim Aabech til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Det er ikke så vigtigt for ham, om den næste klub ligger i Jylland, på Fyn eller på Sjælland, for han vægter matchet mellem ham og klubben højere end beliggenheden, men det er nærliggende at koble ham sammen med Lyngby, der lige er rykket op i Superligaen.
Lange om AGF-fremtid: Ikke noget nyt
- Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Lyngby har været i mit hjerte i mange år og stadig er det. Det er en klub, der står mig meget nært, men jeg ser sportsligt på mine muligheder. Der skal to til en tango, og om det bliver Lyngby, en anden eller tredjeklub ved jeg ikke, lyder det fra Kim Aabech.
Han rykkede til Aarhus for to år siden, og han ser tilbage på tiden i AGF med et smil på læben.
- Jeg kom til klubben i 1. division og kunne se et meget ramt AGF-hold. Det var jeg med til at bære op i Superligaen, og det har været en fantastisk rejse. Der blev sagt og skrevet meget om mig, inden jeg kom til AGF, men det blev lagt til side, og jeg er meget taknemmelig for den måde, klubben og fansene har taget imod mig, fortæller Kim Aabech.