82-årig kvinde udsat for groft hjemmerøveri
To kvinder tvang deres offer ned på en stol, mens hendes bolig blev gennemsøgt
Politiet leder efter gerningsmændene til et hjemmerøveri i en 82-årig kvindes hjem i det nordlige Aarhus.
Ifølge Østjyllands Politi blev den 82-årige onsdag opsøgt af to ukendte kvinder, som tvang sig ind i hendes bolig.
Den 82-årige blev tvunget ud i køkkenet, hvor hun blev placeret på en stol og bevogtet af den ene kvinde.
Imens gik den anden kvinde rundt i boligen - formentlig for at lede efter værdier.
De to hjemmerøvere opgav formentlig at få noget med sig derfra. I hvert fald tyder det ifølge politiet på, at de tomhændede forlod boligen.
De to kvinder havde begge et romansk udseende. Den ene er 150-160 cm høj, kraftig af bygning og har brunt hår. Hun var iført en sort frakke og var i øvrigt velklædt. Kvinden talte dansk med accent.
Der er ikke noget signalement af den anden kvinde.
Har du oplysninger i sagen, kan du kontakte Østjyllands Politi på tlf. 114.