71-årig sigtet for drab på sin overbo i Aarhus
Den 71-årige blev allerede natten til mandag anholdt for vold mod sin 56-årige overbo, men blev løsladt igen mandag formiddag
En 71-årig mand er i dag blevet anholdt og sigtet for drabet på sin 56-årige overbo.
Den 56-årige mand blev fundet livløs i sin lejlighed i Trepkasgade i Aarhus klokken 10.32.
- Den 71-årige har været anholdt i nat og blev løsladt her til formiddag, siger René Raffo, vicepolitikommissær, Østjyllands Politi.
Læs også
Østjyllands Politi ønsker på nuværende tidspunkt ikek at sige mere om relationen mellem den sigtede 71-årige og den afdøde 56-årige overbo.
- De bor i samme ejendom. Det næste skridt er at blive færdig med de tekniske undersøgelser, siger René Raffo.
Østjyllands Politi rykkede mandag talstærkt ud til området i Aarhus C, da alarmcentralen modtog en anmeldelse om, at den 56-årige mand var fundet død i lejligheden.
Ifølge TV2 | ØSTJYLLANDS oplysninger var halvdelen af Trepkasgade spærret under de tekniske undersøgelser. På den nærliggende De Mezas Vej afsøgte politiet området med hunde.
Den 71-årige bliver fremstillet i grundlovsforhør tirsdag formiddag.
I videoen øverst i artiklen kan du se hele interviewet med vicepolitikommissær René Raffo fra Østjyllands Politi.