600 ton sand: Havnepladsen forvandles til sportsstrand
Havnepladsen i Aarhus skal forvandles til et sportsmekka med et stort sandareal.
- Du fanger mig virkelig in action!
Kathrine Svejstrup har mandag været tidligt oppe. Klokken 05:30 modtog hun 600 ton sand, der skal være med til at bygge banerne til et stort sportsprojekt.
Og på den opgave er Kathrine Svejstrup projektleder. Hun skal være med til at omdanne Havnepladsen i Aarhus til noget, der nærmere minder om Copacabana. De 600 ton sand skal byde gæster op til beachvolley, strandhåndbold og meget mere.
- Ideen er kommet fra Aarhus Kommune i samarbejde med Eliteidræt Aarhus og Idrætssamvirket. De har fundet ud af, at Havnepladsen var ledig i år, da dem, der havde den oprindeligt, valgte ikke at lave noget, siger Kathrine Svejstrup til TV2 ØSTJYLLAND.
Strandbanerne kommer til at fylde Havnepladsen i fire dage, hvor der vil være begivenheder og events fra syv morgen til otte aften i forbindelse med Aarhus Festuge.
- Det er et meget stort projekt, siger Kathrine Svejstrup.
Sport er kultur
Kathrine Svejstrup håber, at hendes hårde arbejde kommer til at sprede glæde og smil på havnen.
- Vi håber på, at der er mange mennesker, der kommer ned og får dyrket noget idræt, møder nogle nye mennesker og bliver inspireret til, hvad idræt også kan være, siger hun.
Projektet skal være med til at vise, at sporten også hører til Aarhus Festuge.
Læs også
- Vi vil vise, at sporten også er kultur og også har sin plads under Aarhus Festuge. Vi vil gerne inspirere til mere idræt og mere bevægelse i fællesskab. Det er det, det hele handler om, siger Kathrine Svejstrup.
Her ud på aftenen er hun stadig i gang med arbejdet. Hun har efterhånden nået de 13 timer, så kræfterne er også ved at være opbrugt.
- Jeg vil lige låse den sidste container af, og så skal jeg hjem og sove!