6-årig faldt om og døde: Skole tilbyder krisehjælp
Skole tilbyder langsigtet krisehjælp efter elevs dødsfald.
Viby Skole er i denne uge blevet ramt af en tragedie.
Den indtraf, da en 6-årig dreng mandag faldt om på skolen. Drengen modtog førstehjælp i skolegården, hvorefter han blev kørt på hospitalet. Her afgik drengen ved døden.
Læs også
Dødsfaldet har ifølge skoleleder Dorte Marianne Jensen ramt alle på skolen.
- Det er frygtelig tragisk. Man kan slet ikke beskrive, når den slags sker, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.
Tager imod krisehjælp
Viby Skole har nu sat gang i et kriseberedskab, så børn og voksne, der har brug for at bearbejde situationen, kan søge hjælp.
Læs også
Det sker via psykologhjælp fra Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) og via Aarhus Kommunes kriseberedskab, hvor skolen kan tilkalde krisehjælp ved et eksternt firma.
- Vi har benyttet os af begge dele, og det har fungeret rigtig godt. Flere har taget imod tilbuddet, for der er brug for hjælp i den situation, siger Dorte Marianne Jensen til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:
- Man vil kunne tage imod tilbuddet i lang tid, for man ved ikke, hvordan man reagerer på den slags.
Læs også
Lærere fortalte elever
Ifølge Dorte Marianne Jensen er det hovedsageligt voksne, der har taget mod krisehjælp, men tilbuddet er også rettet mod børn.
Da den 6-årige dreng døde, gav ledelsen på Viby Skole først lærerne besked, hvorefter forældrene blev kontaktet.
- I går, onsdag, snakket vi med eleverne i klasserne. Eleverne skal have den slags at vide af de voksne, de kender og har tillid til, siger Dorte Marianne Jensen til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Hun kan ikke fortælle om årsagen til dødsfaldet, blot at drengen pludselig faldt om, uden at der var tale om en ulykke.
- Hvis jeg vidste det, ville jeg heller ikke kommentere på det, fordi det hører privatlivet til, siger Dorte Marianne Jensen til TV2 ØSTJYLLAND.