57 børn sendt hjem: Risiko for Delta-smitte lukker institution ned

Den nye Delta-variant af coronavirus regnes som mere smitsom, og der bliver derfor taget alle forholdsregler i forsøget på at få bremset smitten.

Risikoen for den nye og meget smitsomme Delta-coronavariant betyder, at 57 børn og 10 medarbejdere på den integrerede institution Regnbuen i Harlev er sendt hjem.

Det bekræfter dagtilbudsleder i Harlev Dagtilbud Louise Lund Rasmussen over for TV2 ØSTJYLLAND.

Situationen begyndte for lidt over en uge siden, da en familie fløj hjem fra udlandet.

Familien fik senere at vide, at der havde været en anden person ombord på flyet, der havde været smittet med Delta-varianten af coronavirus.

Det ledte til, at Regnbuen blev involveret, måtte lukke ned og sende alle børn hjem gældende fra torsdag i sidste uge.

På det tidspunkt havde et af familiens børn nemlig været i institutionen i tre dage, og da Delta-varianten vurderes som mere smitsom, regnedes alle børn og medarbejdere som potentielle tredjeled i en ny smittekæde.

Det ærgrer dagtilbudsleder Louise Lund Rasmussen, fordi hun mener, at institutionen selv har været meget konservative i sin håndtering af smittefaren.

- Vores nuværende retningslinjer tillader, at vi har fuldt åbent og har børnene på kryds og tværs. Dér har vi valgt, at børnene, når de er indenfor, næsten altid er adskilt i deres grupper. Udenfor har de haft lov til rende rundt sammen, fordi man har vurderet, at smitterisikoen ikke var lige så stor dér, siger hun.

- Det er klart, at det er noget udfordrende, hvis man fortsat vurderer, at alle også er nære kontakter, når man er udenfor. Det har svært i den her situation, fordi jeg havde en forventning om, at fordi de kun havde været sammen udenfor, at man så kunne nøjes med at sende én gruppe hjem, siger Louise Lund Rasmussen.

Af samme grund finder hun det også svært at gøre meget mere for at forebygge nye nedlukninger, når institutionen igen må åbne.

Alle 57 børn og 10 medarbejdere skal kunne aflevere to negative PCR-tests taget i de korrekte tidsintervaller fra den potentielle smitte, før de kan komme tilbage i institutionen.

Det betyder i praksis, at Regnbuen så småt kan åbne igen onsdag, og torsdag skulle den gerne være i normal drift igen, oplyser Louise Lund Rasmussen.

Den lokale folkeskole i Harlev, Næshøjskolen, måtte ifølge Århus Stiftstidende sende 80 elever hjem på sidste skoledag i sidste uge, også på grund af risikoen for Delta-varianten.

Søndag kunne TV2 Østjylland fortælle om institutionen Ellevang i Risskov, der måtte lukke ned, da et forældrepar var testet positiv for Delta-varianten.