5.000 løbere i Aarhus Centrum
Stor interesse for byens første halvmaraton
5.000 løbere har foreløbig tilmeldt sig det første halvmaraton gennem Aarhus' gader. Det holdes 3. juni på en afspærret rute i Aarhus Centrum.
- Det er skønt at se, at interessen for at løbe gennem Aarhus' gader er så stor og at byens satsning på et midtby-løb dermed ser ud til at bære frugt, siger rådmand for Kultur og Borgerservice, Marc Perera Christensen (K).
De mange løbere skal passere Den Gamle By mod vest, Lighthouse mod nord og Marselisborg Slot mod syd.
Undervejs på den 21,097 km lange rute rundt i Aarhus, kan de mange løbere også se frem til masser af musik og underholdning og forhåbentlig en masse tilskuere. Målet bliver i Frederiks Alle.
- Afviklingen af triatlonløbet KMD Challenge Aarhus i 2011 viste, at det godt kan lade sig gøre at kombinere store udendørs sportsevents med byens normale liv. Med Nykredit Invest City Halvmaraton er det nu lykkedes at åbne byen endnu mere op for afvikling af løbeevents i byens gader og stræder, siger Marc Perera Christensen i en pressemeddelelse.