48 sigtelser efter kontrol: Kørte 159 km/t hvor man kun må køre 70
Der er en meget skidt færdselskultur, lyder det fra Østjyllands Politi om det vestlige Aarhus efter endnu en færdselskontrol i området
Endnu en gang har Østjyllands Politi lavet en færdselskontrol i det vestlige Aarhus, og endnu en gang havde betjentene fra færdselsafdelingen rigeligt at se til.
48 sigtelser fordelt på 35 personer blev det til under kontrollen, som fandt sted fredag aften, og mandag er sagerne så opgjort.
Læs også
- Vi har gjort det mange gange før, og det bliver vi også ved med fordi, de forsat har en meget, meget skidt trafik- og færdselskultur ude i området, siger politiinspektør Jesper Bøjgaard Madsen fra Østjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.
Taget med 159 km/t
Fredag blev en 30-årig mandlig bilist for eksempel taget i at køre mere end dobbelt så hurtigt som de tilladte 70 km/t. 159 km/t blev han målt til på Viby Ringvej. Derudover blev han også taget i at lave to ulovlige overhalinger inden om andre biler.
Sigtelserne ved færdselskontrollen
- 5 x rødt lys – 4 til klip og en var af en sådan karakter at den giver frakendelse af førerretten
- 1 x kørsel uden førerret
- 1 x kørsel i frakendelsestiden
- 1 x kørsel i narkopåvirket tilstand
- 5 x hastighed på mere end 60 % over det tilladte = betinget frakendelse af førerretten
- 1 x hastighed på mere end 100 % over det tilladte = ubetinget frakendelse af førerretten
- 9 x hastighed til klip
- 2 x ulovlige overhalinger (klip)
- 8 x brug af mobiltelefon under kørsel
- 5 x sikkerhedssele ej anvendt – heraf en med barn under 15 år (klip)
- 10 x andre sager
En anden bilist gjorde sig også uheldigt bemærket, da han kørte og slingrede på Viby Ringvej. En civilpatrulje kørte op på siden af ham, og her kunne betjentene se, at føreren af bilen sad og røg en joint. Han er derfor sigtet for narkokørsel - og for kørsel uden kørekort. Manden havde nemlig slet ikke et kørekort.
Og episoderne her står ikke alene. Ifølge politiinspektøren er der mange alvorlige overtrædelser af færdselsloven i Aarhus Vest.
- Det er ikke bare almindelige forseelser. Det er rigtig alvorlige overtrædelser og meget farlige overtrædelser, så derfor vil vi også fortsat have et fokus på at komme i Aarhus Vest og lave færdselsindsatser, lige som vi også gør andre steder, men måske ikke lige så hyppigt som her, siger Jesper Bøjgaard Madsen.
Han fortæller, at de især er om aftenen, at der er store problemer i trafikken i området.