3F om fyring: Ikke en begrundelse
Fagforbundet 3F undrer sig over Aarhus Sporvejes afskedigelse af tillidsmand
Næstformand i Transportgruppen hos 3F, Knud Aage Rasmussen, har ikke mange rosende ord til overs for afskedigelsen af en aarhusiansk buschauffør og tillidsrepræsentant hos Busselskabet Aarhus Sporveje.
Manden, det hele drejer sig om, er den 61-årige Peter Frentz, som i mandags blev indkaldt til en såkaldt sindeaftale hos en arbejdsgiver, hvor han modtog beskeden om, at han vil blive afskediget.
Knud Aage Rasmussen fra 3F undrer sig over den måde, som Aarhus Sporveje har håndteret sagen på:
- Jeg synes ikke, det er en saglig begrundelse for afskedigelse af en tillidsrepræsentant, siger han til tv2oj.dk.
Ifølge 3F og Peter Frentz selv var Aarhus Sporvejes begrundelse for afskedigelsen en episode i relation til en sag om hittegods.
Tilbage i juni kørte Peter Frentz som chauffør og havde netop færddiggjort sin vagt, da en passagerer afleverede en efterladt pose til ham, som var blevet fundet i bussen.
I stedet for at aflevere posen til sin kollega, valgte Peter Frentz at bede passageren om at lade posen ligge på sædet, indtil hans kollega kom og tog over.
Afventer situationen
Denne procedure var ikke i orden, og det endte senere i en diskussion mellem Frentz og en mellemleder, har han selv forklaret til tv2oj.dk.
Hos 3F afventer Knud Aage Rasmussen, som sad med til sindesamtalen som Peter Frentz' bisidder, nu et udspil fra Aarhus Sporveje, hvor de på skrift redegør for, hvad de har i sinde at gøre.
- Tillidsrepræsentanter er vores forlængede arm for medarbejderne, så vi er med det samme oppe i det røde felt, når det pludselig kommer til en afskedigelse. Vi vil forfølge denne her sag hele vejen, siger Knud Aage Rasmussen.
Efter fagforbundet og Peter Frentz har modtaget brevet med en formel afskedigelse, skal alle parter mødes til en forhandlingssamtale.
- Hvis der ikke bliver fundet en løsning på situationen, kan sagen overgå til Kommunernes Landsforening, som har overenskomsten for buschaufførerne, eller i sidste instans ende med en voldgiftssag, hvor man skal tage stilling til om afskedigelsen er saglig eller ej.