3F: Alle får mere end 125 i timen
3F-formand: Der er tale om en misforståelse
En misforståelse. Det er, hvad der ifølge formanden for anlægs- og bygningsgruppen hos 3F Aarhus, Ole Vagn Christiansen, ligger til grund for en artikel i Jyllands-Posten mandag om polske arbejdere, der lægger fortove for Aarhus Kommune.
Her er faglig sekretær Niels Eliasen fra 3F Aarhus citeret for at sige, at danskere ikke er interesseret i at arbejde til mindstelønnen på 125 kroner, som firmaet MJ Entreprise betaler de polske arbejdere.
Men der er altså ikke tale om, at de danske 3F-medlemmer takker nej tak til arbejde, understreger formanden.
- Der er ikke nogen, der kan nægte at tage et job til 125 kroner i timen, som de får anvist. Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at lønnen generelt er væsentligt højere i Aarhus-området. Der er ingen af vores medlemmer, der går for 125 kroner i timen. Vi får alle sammen mere. Det er nok det, Niels har ment, siger Ole Vagn Christiansen.
Han oplyser, at gennemsnitslønnen på byggeområdet ved sidste kvartalsopgørelse var 220 kroner i timen, mens gennemsnittet på anlægssiden var 159 kroner.
Penibel situation
3F-formanden har det skidt med, at folk kan have fået det indtryk, at fagforening og a-kasse lader medlemmer afvise job, fordi det ikke giver højere lønninger end mindstelønnen.
- Medlemmer, der afviser sådanne job, vil blive stoppet i dagpengene øjeblikkeligt. Der er virkelig meget fokus og kontrol på det område, siger Ole Vagn Christiansen.
Ledigheden på bygge- og anlægsområdet er dog ikke ret høj i Aarhus-området.
- Jeg har 22 ledige ud af 1.000 jord- og betonarbejdere. Det betragter jeg som noget nær fuld beskæftigelse, siger Ole Vagn Christiansen, der mener, at man hellere skulle rette fokus på at på omskolet ledige på bygge- og anlægsområdet.
- Vi vil snart ikke have flere at sende ud af. Det, jeg arbejder mest for, er at sørge for at vi får omskolet og opkvalificeret folk fra andre faggrupper, og det er vores tekniske skoler desværre slet ikke gearet til, siger han.