35.000 til kræmmermarked: - Man skal kunne tage lidt gas
Aarhus Kræmmermarked fejrer i år 30-års-jubilæum. Og den gode kræmmersjæl lever i bedste velgående.
- Goddag, goddag – og velkommen til Aarhus Kræmmermarked!
Kim Nielsen byder gæsterne velkomne med et smil på årets udgave af Aarhus Kræmmermarked. Han har været med på markedet de sidste fem år, og det bliver han ved med.
Læs også
- Jeg elsker at komme på kræmmermarkeder. Kræmmerne, de kender mig alle sammen, siger landevejsridderen til TV2 ØSTJYLLAND.
Han er en af de 35.000 gæster, som arrangørerne forventer i Kristi Himmelfartsferien. I år fejrer markedet 30-års jubilæum, og man må sige, at der er sket noget, siden de startede i 1989.
Men det essentielle på markedet er stadig, at man kan gøre en god handel med højt humør.
- Man skal helst have et smil på læben og kunne tage lidt gas. Hvis folk kommer og taler ned til os, så gider vi ikke at handle med dem, siger en af kræmmerne, Margit Rasmussen, til TV2 ØSTJYLLAND.
Overskud til velgørende formål
Da kræmmermarkedet begyndte i 1989 var der kun 25 kræmmere – i dag er der over 200 på området ved Tangkrogen.
Læs også
- Vi kan ikke blive større, for der er ikke mere plads her, siger kræmmermarkedschef Preben Hingeberg.
Det er Lions Club, der arrangerer, og overskuddet går til velgørende formål. I år er det organisationen Back to Life, som hjælper folk med psykiske eller fysiske problemer.
Kræmmermarkedschefen har været med i alle 30 år, men han er bestemt ikke blevet træt af det endnu.
- Jeg bliver fysisk træt af det – men ellers ikke. Det er en kæmpe fornøjelse at være med til at samle alle de ting ind, som vi gør, og som så kan gå til godgørende formål, siger Preben Hingeberg til TV2 ØSTJYLLAND.
Og for de mange besøgende, er der mulighed for at gøre en god handel helt indtil på søndag. I dag var en af dem på jagt efter noget helt specifikt.
- Lige i dag skal jeg se, om jeg kan finde nogle shorts. Det er nogle specielle shorts – sådan nogle leopard-nogen. Det er måske lidt specielt, men de er rare at have på, siger Joan Jarland, der havde taget både sin mand og sin ilder med til kræmmermarked.