33-årig sigtet for terrorforsøg i Aarhus skal forblive fængslet

Den 33-årige mand, der tirsdag igen blev stillet for en dommer efter for en måned siden at være drønet gennem Frederiksgade i Aarhus, er sigtet for terror. Det bekræfter anklageren.

Fortsat fængslet:
Kort efter klokken 10 tirsdag formiddag har Retten i Aarhus valgt at forlænge varetægtsfængslingen af den 33-årige frem til den 9. september. Han skal fortsat være fængslet i surrogat på en lukket psykiatrisk afdeling. Forsvareren har kæret kendelsen til landsretten, fortæller TV2 ØSTJYLLANDS mand i retten. Han nægter sig ifølge Ritzau skyldig.

Der var tale om et terrorforsøg, da en 33-årig mand for en måned siden pløjede gennem Frederiksgade i Aarhus, så folk måtte springe for livet. Det vurderer anklageren ved Østjyllands Politi.

Tirsdag formiddag blev den 33-årige igen stillet for en dommer efter fire ugers varetægtsfængsling.

Grundlovsforhøret for fire uger siden foregik for dobbeltlukkede døre, hvorfor sigtelsen dengang forblev hemmeligholdt. 

Siden er det dog sivet ud, at der kunne være tale om en sigtelse efter straffelovens paragraf 114, der også er kendt som terrorparagraffen.

Den 33-årige er sigtet for at have kørt fra Rådhuspladsen gennem Frederiksgade og videre ad busgaden. 

Her skulle han have forsøgt at ramme flere personer i flere omgange. Ifølge sigtelsen kørte han mindst 50 km/t gennem gaderne. 

Efter først at have forsøgt at påkøre flere personer i den ene retning, vendte den 33-årige ifølge sigtelsen bilen og kørte i modsatte retning for igen at forsøge at ramme personer der.

TV2 ØSTJYLLAND er tirsdag til stede i retten og kan berette om, at den 33-årige medvirkede på et videolink. Han har sort skæg og kort hår og er iført en grøn og hvid jakke.

Sagen har påkaldt sig en del medie-opmærksomhed. På billedet ses TV 2's reporter tage opstilling foran Retten i Aarhus i forbindelse med tirsdagens retsmøde.
Sagen har påkaldt sig en del medie-opmærksomhed. På billedet ses TV 2's reporter tage opstilling foran Retten i Aarhus i forbindelse med tirsdagens retsmøde. Foto: Mikkel Berg Pedersen/Freelance/Ritzau Scanpix

Lukkede døre

Anklageren ved Østjyllands Politi bad om, at dørene blev lukket ved dagens retsmøde om fristforlængelse, hvilket forsvareren for den 33-årige modsatte sig.

Efter diskussion endte det dog med, at dommeren gav anklageren ret, hvorfor tilhørerne og herunder pressen blev sendt ud, efter sigtelsen var læst op.

TV 2's udsendte reporter protesterede mod beslutningen med henvisning til, at der må være størst mulig offentlighed om en sag af den karakter. Det tilsluttede de øvrige fremmødte journalister sig, men dommeren gav anklageren medhold.

Handlede formentlig alene

Østjyllands Politi har tirsdag formiddag udsendt en pressemeddelelse, hvor politiet henholder sig til, at sagen fortsat føres for lukkede døre, hvorfor det er sparsomt med oplysninger, politiet kan og vil dele med offentligheden.

Politiet er dog af den opfattelse, at der er tale om en enlig ulv, siger chefpolitiinspektør Klaus Arboe Rasmussen.

Betonklodser er stillet op for at forhindre nye terroraktioner i Frederiksgade i Aarhus.
Betonklodser er stillet op for at forhindre nye terroraktioner i Frederiksgade i Aarhus. Foto: Mads Andreas Frost/Ritzau Scanpix

- Vores formodning er, at han handlede på egen hånd. Men det er selvfølgelig en af de ting, vi skal afdække yderligere i vores videre efterforskning, lyder det fra chefpolitiinspektøren, der også er citeret for at sige, at politiet fortsat efterforsker sagen som en terrorsag.

Det bekræfter den formodning, der i dagevis har været en offentlig hemmelighed, at politiet behandler sagen som et terrorforsøg.

Østjyllands Politi er desuden i tæt dialog med PET, fremgår det af pressemeddelelsen.

Den 33-årige blev anholdt kort før klokken to om natten den 19. juli, få timer efter hans forsøg på at påkøre fodgængere i den centrale aarhusianske gade.

Anholdelsen blev foretaget i Herskind vest for Aarhus, hvor den 33-årige var forulykket i den ældre Mercedes, som han kort før midnat havde drønet gennem Frederiksgade i.

Han blev anholdt og senere på dagen stillet for en dommer, der fængslede ham i surrogat på en lukket psykiatrisk afdeling.