30.000 løber igennem til byens største firmaskovtur
30.000 motionister skal onsdag og torsdag snøre løbe skoene og ud at løbe til verdens største firmafest.
Efter et års fravær er DHL-stafetten den seneste i rækken af store begivenheder til at vende tilbage til normalen.
Onsdag og torsdag snører cirka 30.000 motionister skoene og begiver sig ud på den fem kilometer lange rute, der har Mindeparken i Aarhus som start- og slutsted.
Læs også
- Jeg tror, at det bliver sjovt. Man er jo mest vant til at løbe alene, så at skulle løbe med en masse andre mennesker betyder måske også, at der er mulighed for at overhale en enkelt eller to… Og måske også blive overhalet et par gange, siger Jacob Aasted, der var en af onsdagens mange løbere, med et grin til TV2 ØSTJYLLAND.
Verdens største firmafest
Løbet er arrangeret af Aarhus Motion og bliver kaldt verdens største firmafest, når kollegaer dyster mod hinanden i fem gange fem kilometer stafetløb. Derefter holder mange af virksomhederne fester i de mange telte, der er stillet op i Mindeparken.
- Ikke nok med det at komme ud at løbe, så er DHL også der, hvor vi har vores sommerfest. Så det er super fedt at komme hertil igen, for det har vi egentlig ventet på i to år, siger Ramus Harvits, der var en anden af onsdagens motionister, til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
De mange glade mennesker er også noget, der glæder Jeanette Boye Sørensen, der er eventchef for Aarhus Motion.
- Det er simpelthen verdensklasse. Det er så fantastisk og hele parken summer af glade mennesker og hygge. Liv og glade dage er tilbage, nu er vi endelig over de værste restriktioner, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.
Forholdsregler stadig til stede
De mange mennesker kan måske få nogen til at rynke på næsen, grundet coronavirussens fortsatte tilstedeværelse i samfundet. Der er dog ikke den store grund til at være bekymret, hvis nogle få forholdsregler tages. Det fortæller Lars Østergaard, der er ledende overlæge på infektionsmedicinsk afdeling på Aarhus Universitetshospital.
- Vi er et helt andet sted i dag i forhold til den sundhedsudfordring, som virus er. Derfor giver det god mening at vende tilbage til et normalt samfund så hurtigt som overhovedet muligt. Men det er sådan, at vi stadig skal passe på, så godt vi overhovedet kan, når virus nu er her. Derfor er det en god ide at bruge lidt sprit, holde lidt afstand og måske ikke snyde næse, når man løber forbi en anden, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Det er heller ikke tilfældigt, at DHL-stafetten i år afholdes lige præcis første og anden september. Det har gjort det muligt at afholde et arrangement, der minder mere om det normale – dog med enkelte ændringer.
- Vi har været nødt til at rykke DHL-stafetten på grund af de restriktioner, der lå i august. Men mange virksomheder har heldigvis valgt at rykke deres tilmelding med videre.
- Vi har lavet vores skiftezone noget større, end vi normalt gør. Så opfordrer vi selvfølgelig til, at folk holder afstand, og vi har sat ekstra spritstandere op i hele parken, siger eventchef Jeanette Boye Sørensen.
Læs også
Og hvad angår løberne, så nåede de fleste også i mål - også selvom det ikke var uden kamp.
- Jeg synes, at det var rigtig, rigtig hårdt, men det var en sjov tur. Og heldigvis var den overstået inden for en rimelig tid alligevel. Men det var varmt, og det var sjovt, siger en forpustet Jacob Aasted, da han nåede i mål.