30-årig død af knivstik: Drabssigtet har meldt sig selv
En 22-årig mand bliver i dag fremstillet i Retten i Aarhus sigtet for drab på en 30-årig mand
Opdateret kl. 17.00: Den 22-årige mand blev varetægtsfængslet i fire uger.
Østjyllands Politi fremstiller i dag i Retten i Aarhus en 22-årig mand fra Aarhus.
Han er sigtet for drab begået den 19. oktober på Kappelvænget ud for Fakta i Aarhus V.
Den 22-årig mand har siden knivoverfaldet været søgt af politiet og blev den 20. oktober fængslet in absentia.
I går aftes kl. 22.48 meldte den 22-årige sig på Politigården sammen med sin advokat, Michael Juul Eriksen.
Læs også
Den forurettede - en 30-årig mand - afgik ved døden søndag morgen som følge af knivstikkeriet.
Østjyllands Politi har tidligere afvist, at knivstikkeriet er banderelateret. Ifølge politiet kendte parterne hinanden, og der var forud for knivstikkeriet en diskussion mellem parterne.
- Det er stadig ikke banderelateret, siger perssekoordinator Marianne Morgen, Østjyllands Politi til tv2oj.dk.
Af hensyn til efterforskningen kan hun ikke oplyse, hvad diskussionen mellem mændene drejede sig om.
Læs også
Udover knivstikkeriet begået mod den 30-årige mand, blev en 26-årig mand stukket i albuen med en kniv. Derudover blev en 24-årig slået med et baseballbat.
Anklagemyndigheden vil kræve den 22-årig mand varetægtsfængslet. Grundlovsforhøret bliver afholdt bag lukkede døre.
- Der er flere, der skal afhøres. Det er baggrunden for de lukkede døre, siger Marianne Morgen.