29-årig sigtet for voldtægt af ung kvinde i aarhusiansk park
En 26-årig kvinde har anmeldt til politiet, at hun natten til mandag blev voldtaget af en mand i Botanisk Have i Aarhus
Opdatering
Den 29-årige mand blev varetægtsfængslet i fire uger. Han nægtede at have begået voldtægten og kærede kendelsen om varetægtsfængsling. Det oplyser Østjyllands Politi.
Natten til mandag kl. 3.10 skulle en 26-årig kvinde angiveligt være blevet voldtaget af en 29-årig mand i Botanisk Have i Aarhus. Manden fremstilles tirsdag i grundlovsforhør sigtet for voldtægten.
- Ifølge kvinden møder hun og gerningsmanden kort forinden hinanden og falder i snak. De følges gennem Botanisk Have, hvor overfaldet så skulle have fundet sted, siger kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi, Jeanette Løv Rasmussen, til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Kort herefter anmelder kvinden voldtægten til politiet.
- Mandag kl. 16.55 anholder vi så den sigtede på en adresse i Aarhus, siger Jeanette Løv Rasmussen.
Den sigtede er somalisk statsborger.
Grundlovsforhøret begynder kl. 10 ved Retten i Aarhus, hvor anklagemyndigheden vil kræve manden varetægtsfængslet.