29-årige organist drømmer stort og belønnes nu af Statens Kunstfond

Jonas Hellesøe fra Aarhus er en af 20 fremadstormende kunstnere, der nu kan se frem til et økonomisk rygstød fra Statens Kunstfond.

2021 står i den grad for døren. Og det bliver et år, hvor organisten Jonas Hellesøe skal forsøge at videreudvikle sit lidt utraditionelle take på det traditionsrige orgel med et rygstød på 300.000 kroner fra Statens Kunstfond.

Den 29-årige aarhusianske organist er nemlig en af de 20 kunstnere eller kunstgrupper, der tidligere i december blev udvalgt af Kunstfonden til at modtage et tilskud til at videreudvikle karrieren.

- Det er rigtig vigtigt for mig, og det giver mig et stort boost, siger Jonas Hellesøe, der er uddannet ved Det Jyske Musikkonservatorium og i et års tid har arbejdet fast som organist i Risskov Kirke.

- Pengene betyder, at jeg nu kan få flere samarbejdspartnere og sparringspartnere, arbejde mere professionelt med det og bruge tiden mere kunstnerisk, siger han.

Statens Kunstfond om Jonas Hellesøe

Bruger Instagram til at nå ud til folk

Og den 29-årige organist stikker lidt ud i branchen. Via @jonastheorganist har han skabt en følgeskare på Instagram på knap 3.000. Her deler han billeder og videoer fra livet som organist, og så streamer han sine koncerter her.

- 3.000 følgere gør mig jo ikke kæmpestor, men det er en lille verden, så jeg rager nok lidt op inden for organister, siger han med et smil.

VIDEO: Tilbage i oktober 2019 mødte TV2 ØSTJYLLAND Jonas Hellesøe. Her fortalte han blandt andet om sin indsats på Instagram, hvor alt fra fagfæller til scooterentusiaster følger ham.

Handler ikke om selviscenesættelse 

Og det er også under det brand, @jonastheorganist og koncerterne i fritiden væk fra det faste arbejde i kirken, at Statens Kunstfond nu støtter ham.

Her arbejder han på at bringe selve organisten tættere på publikum for at give en mere nær oplevelse.

quote Når folk opdager, hvad man egentlig laver som organist, synes de faktisk, at det er ret interessant.

Jonas Hellesøe

I løbet af 2020 har Jonas Hellesøe blandt andet lavet en stribe koncerter, hvor publikum har haft mulighed for at præge dem ved undervejs at komme med melodier, salmer eller lignende, som han så under koncerten har improviseret ind. Derudover forlader han gerne den lettere skjulte plads ved orglet for at gå ned mellem stolerækkerne - indtage en mere showman-agtig rolle - og fortælle om musikken.

- Jeg vil gerne give folk en følelse af, at de har medindflydelse og kan være med til at forme koncerten. Det vil jeg gerne videreudvikle og gøre til mit kendetegn, siger Jonas Hellesøe.

Men det gør det ikke alene. Jonas Hellesøe vil gerne knytte publikum endnu tættere på ham.

Derfor skal koncerterne også filmes og streames til publikum, så de kan komme helt tæt på og følge organisten fra nærmeste hold.

- Vi er som organister tit skjulte her i Danmark. Jeg synes, at der til koncerterne er brug for, at man gør noget ekstra, siger Jonas Hellesøe og tilføjer:

- Når folk opdager, hvad man egentlig laver som organist, synes de faktisk, det er ret interessant.

20 kunstnere får støtte

Pengene fra Statens Kunstfond må ikke bruges til et kamera, lærred eller andet udstyr. Men den 29-årige organist håber, at de kan åbne dørene for nye muligheder, videreudvikling af koncepterne og mere tid til musikken.

- Det er ikke fordi, jeg har et ønske om, at det skal handle om mig, mig, mig, men jeg synes, at jeg har en stor passion for at formidle den musik, jeg spiller. Ved at tænke konceptet bredere, kan jeg måske få en bredere skare af mennesker, der kommer til koncerterne. Og jeg vil gerne lave koncerter, hvor der kommer mange, og hvor de ved, at de får en spændende og nær oplevelse. Er man tættere på publikum, får de også en bedre oplevelse, siger han.

Håbet er nu, at han i løbet af 2021 kan udnytte sin fritid til endnu flere koncerter. Og her kan støtten fra Statens Kunstfond hjælpe ham til at lykkes med at sparke endnu flere døre ind til landets koncertsale – og gerne nogle i udlandet også.

Jonas Hellesøe spiller sin næste koncert i Nr. Bjert Kirke ved Kolding den 21. januar, hvis ellers corona-restriktionerne tillader det.

Genrebillede, frisør

Frisørsalon skal holde lukket: Nu klipper Rikke - fuldt lovligt - folk i deres hjem

Skærmbillede 2021-01-18 kl. 16.23.42

Hjemmeskoling er ikke kun skidt: Trine kommer tættere på sine børn

Grenaa Sygehus akutklinik

Akutklinikker genåbner

20180728-135225-a_28mb.jpg

Universitet til udvekslingsstuderende: Genovervej om I vil afsted

politibil

Vanvidskørsel i Aarhus V: Kørte 115 km/t i byzone

minimumsnomeringer Asylgades Børnehus børnehave Skanderborg

Forslag: Gratis flyverdragter til alle pædagoger