26-årig kvinde i retten for knivoverfald
En 26-årig kvinde fremstilles i dag i grundlovsforhør. Hun er sigtet for et knivoverfald tidligere på måneden.
En 26-årig kvinde bliver tirsdag klokken 10.30 fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus i forbindelse med et overfald 1. marts.
Det oplyser Østjyllands Politi på det sociale medie Twitter.
Kvinden er sigtet for i foreningen med to personer at have begået grov vold mod en 39-årig mand, der blev overfaldet med kniv på Hack Kampmanns Plads ved Dokk1 i det centrale Aarhus.
De to formodede medgerningsmænd er fortsat på fri fod, lader politiet vide.
- De to personer er endnu ikke sigtede, lyder det fra Emil Enemark Sørensen, Østjyllands Politis kommunikationsrådgiver, der ikke ønsker at svare på, hvorvidt politiet kender de to personers identitet.
- Det har vi ingen kommentarer til, siger Emil Enemark Sørensen.
Henvendte sig til dørmand
Som TV2 Østjylland kunne fortælle, henvendte en 39-årige mand sig om aftenen den 1. marts til en dørmand på en beværtning ved Åboulevarden. Her fortalte han, at han var blevet stukket af en mand ved Dokk1.
Dørmanden ringede til politiet, som rykkede ud med flere patruljer. En lægebil og en ambulance blev ligeledes tilkaldt.
- Offeret blev kørt til behandling på hospitalet og er umiddelbart uden for livsfare, lød det dagen efter fra Jakob Christiansen, kommunikationsmedarbejder ved Østjyllands Politi.
Anklagemyndigheden vil anmode om lukkede døre ved grundlovsforhøret tirsdag formiddag.