26-årig fængslet for overfald på svenskere foran legeland
En mand nægter sig skyldig i at have været involveret i et røveri og grov vold mod to svenske mænd i Aarhus
På en parkeringsplads foran Leos Legeland i Aarhus blev to svenske mænd overfaldet, mens de sad i en bil. Det skete om aftenen den 27. august.
Fredag er en 26-årig mand blevet fængslet i sagen.
Han er sigtet for røveri og grov vold, og ved Retten i Aarhus blev han varetægtsfængslet i fire uger.
Det oplyser Østjyllands Politi.
Overfaldet skete på en parkeringsplads på Graham Bells Vej i det nordlige Aarhus. Ofrene sad i en bil uden for legelandet, da to biler ankom til stedet.
Ud sprang flere mænd, som gik løs på de svenske mænd i den parkerede bil. De blev overfaldet med knive og slagvåben, hvorefter de blev frarøvet et "større kontantbeløb".
- De to svenskere havde aftalt at mødes med et par mænd i Aarhus i forbindelse med en handel med designermøbler. Den handel endte i stedet med et røveri, skriver politiet om sagen i en pressemeddelelse.
Den ene svensker - en 26-årig mand - slap med overfladiske skrammer, mens det andet offer - en 35-årig mand - blev alvorligt såret, da han fik et dybt knivstik, som ramte en arterie i låret.
Han var kortvarigt i kritisk tilstand, men modtog livreddende førstehjælp på stedet.
Politiet har i noget tid ledt efter den 26-årige mand, og han endte med at melde sig selv torsdag. Han nægter sig skyldig i sigtelsen og har kæret fængslingen til landsretten.
Grundlovsforhøret ved Retten i Aarhus blev holdt for lukkede døre. Det er derfor uvist, hvilke beviser anklagemyndigheden har fremlagt, som har ført til fængslingen.