21-årig fik hapset sin bil: Kørte uden kørekort
Ung bilist måtte aflevere både bil og nøgler til politiet
Three strikes and you're out!
I USA er der tradition for, at visse forbrydere får to advarsler, inden de ved deres tredje dom kan forvente at skulle tilbringe resten af livet bag tremmer.
Helt så radikalt er det ikke i Danmark. Når det handler om politiets muligheder for at konfiskere biler, sker det dog efter nøjagtigt samme princip som i Amerika - nemlig at hammeren for alvor falder tredje gang, man som bilist bryder loven.
SE OGSÅ: Blev stoppet af politiet og fik taget bilen
Natten til søndag måtte en 21-årig mand aflevere både personbil og bilnøgler til politiet, efter at han var blevet standset af en patruljevogn i det nordlige Aarhus.
Den unge bilist blev kort før klokken 02 vinket ind til siden i Kalmargade. Han er tidligere blevet frakendt sit kørekort, og da han endnu ikke har fået taget kørekort igen, blev han tvunget til at stige ud af bilen og aflevere både personbilen og nøglerne.
- Manden er to gange tidligere blevet taget for at køre i bil uden kørekort, og derfor får han den nu beslaglagt, siger vagtchef Thomas Hinge til tv2oj.dk.
SE OGSÅ: Dyr tur: Politiet snupper bilen fra 31-årig
Det er forholdsvist nyt, at politiet med loven i hånden kan beslaglægge biler, hvis føreren ikke har kørekort eller er påvirket af alkohol eller narko. De ændrede regler er blevet positivt modtaget hos ordensmagten.
- Vi er glade for det. Som samfund er vi alle interesserede i, at der ikke kører påvirkede personer rundt i trafikken, siger vagtchef Thomas Hinge.
Ifølge vagtchefen gælder mulighederne for at konfiskere en bil ikke kun det køretøj, den påvirkede person kører rundt i.
SE OGSÅ: Kørte uden kørekort - nu har han mistet sin Audi
- Man kan ikke snyde os ved at køre påvirket rundt i en smadderkasse og så have sin fine BMW stående derhjemme. Reglerne giver os ret til at konfiskere alle køretøjer fra en person, som er blevet taget tre gange.
Politiet har også ret til at konfiskere en bil eller en motorcykel, hvis den tilhører en anden person end den, der sidder bag rattet.