20 kokke dystede om at blive danmarksmester i hotdog
Under dette års Food Festival på Tangkrogen i Aarhus blev der søndag kæmpet om at lave den allerbedste hotdog. Flere østjyske kokke var med
Et skinkesøm i åben kano, indianer i kano og en synkronsvømmer fra bassinet. Kært barn har mange navne, og i de her eksempler er det naturligvis den klassiske hotdog, det drejer sig om. Netop den elskede spise blev der dystet i søndag under Food Festival i Aarhus.
DM i hotdog løb nemlig af stablen mellem 20 kokke. En af holdkaptajnerne var Morten Eriksen fra den lokale Michelin-restaurant Domestic.
Læs også
- Vi gør det her mest for sjov og for at prøve noget andet end den fine dining i restauranten, som vi normalt gør i, sagde Morten Eriksen til TV2 ØSTJYLLAND.
Men der er alligevel tale om lidt finere hotdogs til konkurrencen, end dem man typisk ser ved pølsevognen nede på hjørnet.
Den bedste var fra Silkeborg
Domestics bud på den bedste indianer i kano var i en croissant med sorte hvidløg omkring, og så var der udover en pølse på tre uger modnet gris så eksotiske ingredienser i den som saltet og tørret oksehjerte og forskellige smagfulde pureer.
Udover at duellere mod de andre kokke på pladsen, blev der også langet hotdogs over disken til de mange publikummer. Og de stod glædeligt længe i kø for at smage.
- Vi har stået her i tre kvarter, men det var det hele værd, for den smager virkelig godt, lød bedømmelsen af Domestics hotdog fra Jacob Andersen.
Det var dog i sidste ende ikke Domestic, der lavede den vindende hotdog. Det gjorde til gengæld en anden østjyde - nemlig Brian Flink Pedersen fra Pølsemageriet i Silkeborg.
Du kan se mere fra konkurrencen i indslaget øverst i artiklen. Her gennemgår Morten Eriksen fra Domestic også mere udførligt deres hotdog.