20 bøder uddelt ved kontrol
En færdselsindsats i Aarhus Vest torsdag kastede 20 sigtelser af sig
Torsdag gennemførte lokalpolitiet i Aarhus Vest en færdselsindsats i samarbejde med færdselspolitiet, og her blev der skrevet 20 bøder.
Den målrettede indsats foregik i Gellerup, Bispehaven og Toveshøj.
- Vi var ude flere steder i området. Indsatsen bestod af en civil bil med kamera og nogle motorcykelbetjente. De 20 sigtelser er ikke meget, siger politikommissær Jens Espensen fra lokalpolitiet i Aarhus Vest.
Han fortæller, at lokalpolitiet i Aarhus Vest i samarbejde med færdselspolitiet jævnligt laver målrettede indsatser i området. I maj måned blev der for eksempel uddelt 21 bøder i en lignende aktion.
- I næste uge skal vi ud på en stor indsats mod de tohjulede, altså scootere, motorcykler og knallerter. Det kommer både til at foregå i Aarhus Vest, men også andre steder i byen, siger Jens Espensen.
Herunder kan du se en oversigt over de 20 sigtelser, som indsatsen torsdag mundede ud i:
2 x kørsel uden førerret
5 x håndholdt mobiltelefon
1 x manglende sele
3 x kørsel for gult/rødt lys
5 x overtrædelse af hastighedsbegrænsningerne (med klip)
2 x manglende styrthjelm knallert/mc
1 x manglende forsikring - knallert
1 x kørsel på fortov - knallert