19-årig slået ned af gaderøvere

Politiet efterlyser vidner

Foto: Colourbox

En 19-årig mand fik en hård medfart, da han i nat blev overfaldet af en gruppe unge i Aarhus Midtby.

Ifølge Østjyllands Politi befandt den 19-årige sig kl. 00.25 i Fiskergade, da han blev slået ned bagfra, Han blev derefter slået flere gange, inden han til sidst væltede om på jorden.

Derefter tog de cirka seks overfaldsmænd den 19-åriges taske med en pung og en husnøgle. I pungen var der en række forskellige kort.

- De unge tog mandens taske og løb fra stedet. Den 19-årige har fået nogle knubs. Han blev senere behandlet på skadestuen, siger politikommissær Peter Hunniche fra Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Flere af mændene, der overfaldt den 19-årige, havde et dansk udseende. To af gerningsmændene er dog muligvis af mellemøstlig oprindelse.

Den ene gerningsmand havde et smalt ansigt med mørke render under øjnene. Han havde kortklippet hår i siderne, mens håret var lidt længere på toppen. Under overfaldet var han iført en sort eller mørk Northface-dynejakke og løse mørke bukser. Jakken havde en stor lynlåslomme på den ene arm.

En af de øvrige gerningsmænd var 180-185 cm høj. Han var mellem 18 og 22 år gammel.

Eventuelle vidner kan kontakte Østjyllands Politi på tlf. 114.