19-årig kørte med 100 km/t: Tog busbanen i brug
Speederen blev trådt i bund og busbanen taget i brug, da en ung mand fredag kørte på Viborgvej påvirket af euforiserende stoffer
Ikke alle er lige tålmodige i trafikken. Det måtte flere bilister på Viborgvej i Aarhus fredag sande, da en 19-årig mand tog busbanen i brug til at komme forbi de andre biler.
- Han kommer i hvert fald minimum forbi fem bilister, da han kører i busbanen, siger vagtchef ved Østjyllands Politi Thomas Hinge.
Læs også
Den 19-årige bilist havde også fart på, da han kørte forbi de andre bilister på Viborgvej. Han kørte med over 100 km/t, oplyser Østjyllands Politi.
Påvirket af euforiserende stoffer
Den vilde kørsel endte ikke godt for den 19-årige mand, der kort tid efter sine forbudte overhalinger på Viborgvej blev stoppet af en patrulje.
Patruljen konstaterede, at den unge bilist var påvirket af euforiserende stoffer, oplyser Østjyllands Politi.
Politiet sigtede den 19-årige mand for de forskellige lovovertrædelser.
- Han er blevet sigtet for hans kørsel i busbanen og de euforiserende stoffer, siger Thomas Hinge.