18-årig mand anholdt for spirituskørsel efter uheld
Fredag morgen skete der et sammenstød mellem to biler i Lystrup nord for Aarhus. Efterfølgende er en af de implicerede blevet anholdt.
Kort før kl. 7 fredag morgen kørte to personbiler sammen på Elstedvej i Lystrup nord for Aarhus. Den ene fører - en 18-årig mand - er efterfølgende blevet anholdt.
- Vi mistænker ham for spirituskørsel, og han er taget med på stationen for at afgive en blodprøve, siger vagtchef hos Østjyllands Politi, Flemming Lau, til TV2 ØSTJYLLAND.
Uheldet så voldsomt ud for de forbipasserende, men heldigvis er der kun sket materielle skader på de to involverede biler.
- Der er ingen personskade. Uheldet har heller ikke givet de store trafikale udfordringer, selvom der selvfølgelig vil være lidt ekstra kø, når det sker på det tidspunkt, siger Flemming Lau.