17 peberfrugter gjorde 25-årig til butikstyv
Det blev dyrt for to rumænske butikstyve, da de onsdag forsøgte at stjæle peberfrugter og en culottesteg i en Netto i Aarhus
Fyldte peberfrugter eller gullasch?
Det er endnu uvist, hvad menuen skulle stå på for to rumænske butikstyve.
Læs også
Sikkert er det dog, at de onsdag eftermiddag klokken 14.54 var på spil i Netto på Jægergårdsgade i Aarhus sammen med en medgerningsmand.
- En butiksdetektiv så den ene i butikken i grøntsagsafdelingen i gang med at putte røde peberfrugter i en pose, fortæller kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi Janni Lundager.
Læs også
Mere end femten gange talte butiksdetektiven, at manden tog en rød peberfrugt og fyldte i posen.
Der var to butiksdetektiver i butikken, og de så også to andre, som opførte sig mistænkeligt.
På et tidspunkt går personen forbi køledisken og tager noget, og går ud af butikken på Jægergårdsgade.
- De følger efter og konfronterer dem uden for. Den ene bliver stående i butikken, imens en anden udenfor flygter på cykel, fortæller Janni Lundager til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Manden, der er tilbage, bliver ført ind i butikken igen, hvor han prøver at give den fyldte pose til den sidste mand, som er blevet inde i butikken.
- De begynder at råbe og bliver derefter ført til et baglokale, hvor politiet så kommer, siger Janni Lundager.
Politiet gennemgår poserne og finder 17 peberfrugter og en culottesteg til en samlet værdi af 266,50 kroner.
Rumænerne blev derefter ført med til politistationen og sigtet for butikstyveri.
Da de to mænd på henholdsvis 25 og 49 år er rumænske statsborgere, så fik de en straksbøde på 500 kr. hver.
- Det er en bøde, de skal betale med det samme, fortæller Janni Lundager.
Læs også
Østjyllands Politi har valgt ikke at efterlyse den sidste butikstyv. Rumænerne forklarede heller ikke, hvad de skulle bruge peberfrugter og culottesteg til.
- Vi har ingen idé om, hvad formålet var med det, siger Janni Lundager.